I anledning af Jeffrey Epsteins 50-års fødselsdag i 2003 samlede Ghislaine Maxwell – Epsteins kæreste og senere dømte medsammensvorne – angiveligt fødselsdagshilsener ind fra venner og bekendte.

Hilsnerne blev samlet i et læderindbundet album, der skulle gives som gave til Epstein.

En af hilsnerne var ifølge avisen The Wall Street Journal et »sjofelt« kort fra Donald Trump, der dengang var forretningsmand og ven med Epstein.

Donald Trump selv nægter at have skrevet brevet og kalder historien for falsk. Han truer nu avisen med et sagsanlæg. 

The Wall Street Journal, som har set brevet, beskriver det således: 

»Flere linjer med maskinskrevet tekst er indrammet omkring omridset af en nøgen kvinde, som ser ud til at være håndtegnet med en tyk tusch. Et par små buer markerer kvindens bryster, og den fremtidige præsidents signatur er et krøllet »Donald«, der ser ud som kønsbehåring, skrevet under hendes talje.«

Brevet afsluttes ifølge avisen med: »Tillykke med fødselsdagen – og må hver dag være endnu en vidunderlig hemmelighed.«

Angiveligt skal kortet og albummet have været en del af de dokumenter i Epstein- og Maxwell-sagerne, som ansatte i det amerikanske justitsministerium har gennemgået, udtaler kilder, der har set dokumenterne, til avisen.

Avisen havde kontakt med Donald Trump før den publicerede historien.

»Det er ikke mig. Det er en falsk ting,« siger han.

»Det er en falsk historie fra The Wall Street Journal. Jeg har aldrig skrevet (sic) et billede i mit liv. Jeg tegner ikke billeder af kvinder. Det er ikke mit sprog. Det er ikke mine ord.«

Visse ting til fælles

Avisen beskriver både albummet og kortet med en høj detaljegrad, men bringer ingen billeder af nogen af delene. 

Avisen skriver blandt andet, at albummet indeholdt digte, billeder og hilsner fra forretningsfolk, akademikere, Epsteins ekskærester og barndomsvenner. Flere er halvlumre, ligesom det angivelige kort fra Donald Trump. 

Ud over brevet fra Trump er der også hilsner fra Leslie Wexner, der er dollarmilliardær, og som i mange år var topchef i undertøjsbrandet Victoria's Secret, og fra advokaten Alan Dershowitz, der repræsenterede Epstein i 2006, da han blev anholdt første gang. 

Epstein arbejdede dengang som formueforvalter, og Wexner var en af hans klienter. Brevet fra Wexner indeholder også et sæt tegnede bryster. 

Wexner har tidligere udtalt, at han afbrød alle forbindelser med Epstein i 2007, og siger nu til avisen, at han ingen kommentarer har. 

Billedet af Trump og Epstein sammen er fra 1997. Torsdag hængte aktivister det op i nærheden af den amerikanske ambassade i London.
Billedet af Trump og Epstein sammen er fra 1997. Torsdag hængte aktivister det op i nærheden af den amerikanske ambassade i London. Thomas Krych/AP/Ritzau Scanpix

Dershowitz siger nu, at »det er lang tid siden«, og at han ikke kan huske, hvad han »måske har skrevet«. 

Albummet skal være blevet samlet af nu afdøde Herbert Weitz, der var bogbinder i New York, og som ifølge The Wall Street Journal opgav Epstein som en af sine kunder på sin hjemmeside i 2003. 

The Wall Street Journal beskriver også den maskinskrevne tekst i kortet, der angiveligt var fra Donald Trump. Teksten er skrevet som et manuskript over en fiktiv samtale mellem Trump og Epstein: 

»Voice Over: Der må være mere i livet end at have alt. 

Donald: Ja, det er der, men jeg vil ikke fortælle dig, hvad det er.

Jeffrey: Det vil jeg heller ikke, da jeg også ved, hvad det er.

Donald: Vi har visse ting til fælles, Jeffrey.

Jeffrey: Ja, det har vi, når man tænker over det.

Donald: Enigmaer (gådefulde personer eller gåder, red.) ældes aldrig, har du bemærket det?

Jeffrey: Faktisk stod det klart for mig, sidste gang jeg så dig.

Donald: En ven er en vidunderlig ting. Tillykke med fødselsdagen – og må hver dag være endnu en vidunderlig hemmelighed.«

En fantastisk fyr

The Wall Street Journals historie kommer på et skidt tidspunkt for Donald Trump.

Han er lige nu under heftigt pres fra dele af sit eget MAGA-bagland, efter at justitsminister Pam Bondi lukkede Epstein-sagen og afviste at offentliggøre Epsteins »kundeliste,« som hun ellers tidligere har sagt eksisterer.

Ghislaine Maxwell og Jeffrey Epstein sammen i en træhytte ved det kongelige slot Balmoral i Skotland på en ukendt dato. Også prins Andrew var venner med Epstein, hvilket er endt med at få store konsekvenser for den britiske prins.
Ghislaine Maxwell og Jeffrey Epstein sammen i en træhytte ved det kongelige slot Balmoral i Skotland på en ukendt dato. Også prins Andrew var venner med Epstein, hvilket er endt med at få store konsekvenser for den britiske prins. Handout/AFP/Ritzau Scanpix

Brevet kan styrke konspirationerne om, at Trump-regeringen ikke vil offentliggøre flere dokumenter, fordi Trump står i dem.

Det er dog allerede kendt, at Trump og Epstein var venner. Både Trump og Bill Clinton var blandt de kendte mennesker, der optræder som medpassagerer i Epsteins flylogbog.

New York Magazine lavede i 2002 en artikel om Epstein, som dengang var en populær fyr blandt eliten. Han var venner med folk som ekspræsident Bill Clinton, og skuespillerne Chris Tucker og Kevin Spacey, skrev magasinet.

I den forbindelse talte New York Magazine også med Donald Trump, som dengang ikke tog afstand til sin ven, Jeff. 

»Jeg har kendt Jeff i 15 år. Fantastisk fyr. Han er sjov at være sammen med. Det siges endda, at han kan lide smukke kvinder lige så meget, som jeg gør, og mange af dem er i den yngre ende. Ingen tvivl om det – Jeffrey nyder sit sociale liv,« udtalte Trump. 

Fire år senere, i 2006, kom de første anklager om Epsteins seksuelle overgreb på mindreårige frem, og Epstein blev anholdt. Myndighederne havde identificeret 36 unge piger ned til 14-års alderen, som Epstein angiveligt havde begået overgreb mod. 

Men Epstein indgik en aftale med anklagemyndigheden, som medførte, at han blev dømt for at have »fremskaffet et barn til prostitution« og for at have hyret en prostitueret. Han blev idømt 18 måneders fængsel, men blev løsladt efter 13. 

I 2019 blev Epstein anholdt igen, og her var han anklaget i en omfattende sag om sextrafficking af mindreårige. Han begik ifølge myndighederne selvmord i sin celle inden retssagen.

På det tidspunkt sagde Donald Trump, at han ikke havde talt med Epstein i 15 år, og at han »ikke var fan af ham«. 

Bill Clinton sagde også i 2019, at han havde afbrudt alle forbindelser med Epstein mere end 10 år før. 

Få overblikket hver morgen

Hver morgen samler vi dagens tophistorier – og giver perspektiv på den vigtigste i nyhedsbrevet »Dagens overblik«.

Jeg giver hermed tilladelse til, at Berlingske opdaterer mig på de vigtigste nyheder fra ind- og udland om politik samfund og kultur mandag-fredag kl.08.00. Jeg bekræfter desuden, at jeg er over 13 år, og at Berlingske Media A/S må opsamle og behandle de anførte personoplysninger til det ovennævnte formål. Oplysningerne kan indeholde annoncer fra tredjepart og i visse tilfælde blive delt med disse. I vores privatlivspolitik kan du læse mere om tredjeparter og hvordan du tilbagetrækker dit samtykke.