Trump sender rasende brev til Pelosi: »I fører en åben krig mod det amerikanske demokrati«

Forud for rigsretsafstemningen, som skal finde sted i dag, har præsident Donald Trump sendt et vredt brev til Demokraternes majoritetsleder, Nancy Pelosi. Han føler sig uretfærdigt behandlet.

»Om 100 år, når folk ser tilbage på denne affære, vil jeg have, at de forstår det og lærer af det, så det aldrig kan ske igen for en anden præsident,« skriver præsident Trump i sit brev til Demokraternes Nancy Pelosi. Fold sammen
Læs mere
Foto: Brendan Smialowski/AFP/Ritzau Scanpix

Demokraterne fører en »åben krig mod det amerikanske demokrati«.

Sådan beskriver præsident Donald Trump i hvert fald deres rigsretsanklage imod ham. Og det er blot en af de beskyldninger, han har rejst mod Demokraternes majoritetsleder i Repræsentanternes Hus, Nancy Pelosi, i det seks siders lange brev, han har stilet til hende.

Det skriver The Guardian.

Alt tyder på, at der onsdag vil være flertal for at rejse en rigsretssag mod præsidenten, når medlemmerne af Repræsentanternes Hus skal stemme om det. Det er dét, præsident Trump kalder for et angreb mod demokratiet.

I sit brev - som kan læses i en faktatjekket version hos The New York Times - beskylder præsidenten Demokraterne for med deres rigsretsundersøgelse at have forbrudt sig mod forfatningen og den ed, de svor om at tjene USA, da de blev medlemmer af Kongressen.

Demokraterne mener, at præsidenten har misbrugt sit embede ved at bede en udenlandsk magt – Ukraines præsident Volodymyr Selenskyj – om at skaffe »snavs« på en politisk rival, nemlig den tidligere vicepræsident Joe Biden, som formentlig bliver Donald Trumps udfordrer ved præsidentvalget næste år.

De mener i øvrigt, at Donald Trump har gjort det i et »noget for noget«-spil om vigtig militærbistand for op til 391 mio. dollar, hvormed præsidenten ifølge Demokraterne har »ignoreret eller skadet« USAs nationale sikkerhedsinteresser for »egen vindings skyld.«

Men det er ikke alt. Demokraterne mener også, at præsidenten har modarbejdet Kongressen, mens de har undersøgt sagen.

Et brev til historiebøgerne

Donald Trumps brev er hans modangreb på Demokraternes anklage.

Selv heksene i Salem – de 14 kvinder og fem mænd, der blev hængt i Massachusetts sidst i 1690erne for at være hekse – fik en mere retfærdig rettergang, end præsident Trump har fået under rigsretsundersøgelsen, hævder han i brevet ifølge The Guardian.

»Der er ikke mange mennesker, som ville kunne udholde sådan en straf, som jeg har modtaget i denne tid, og stadig gøre så meget godt for USA og landets borgere,« skriver han i brevet.

»I ser demokratiet som jeres fjende«.

Donald Trump forklarer, at han har skrevet brevet, så hans holdning til rigsretssagen ikke skal gå tabt i historien.

»Om 100 år, når folk ser tilbage på denne affære, vil jeg have, at de forstår det og lærer af det, så det aldrig kan ske igen for en anden præsident,« skriver han.

»Latterligt« og »sygt«

Nancy Pelosi har ikke læst Donald Trumps brev til ende. Det har hun fortalt i et interview med CNN, hvor hun kalder brevet for »latterligt«.

»Jeg set essensen af det, og det er virkelig sygt,« siger hun om brevet.

Tirsdag bekræftede Nancy Pelosi, at medlemmerne af Repræsentanternes Hus onsdag vil stemme om, hvorvidt en rigsretssag skal rejses mod præsident Trump eller ej. Ifølge AP har Pelosi stemmer nok til at få en rigretssag vedtaget.

»I dette skæbnesvangre øjeblik i vores lands historie må vi ære vores ed og støtte og forsvare vores forfatning mod alle fjender – både udenlandske og indenlandske,« sagde hun tirsdag.

Bliver rigsretssagen godkendt, vil den blive sendt videre til Senatet, hvor den forventes at skulle begynde i januar. Her er Republikanerne, præsident Trumps parti, i overtal, og de har over en bred kam afvist Demokraternes anklager.

Der er kun blevet rejst en rigsretssag mod to præsidenter før Donald Trump. Det gælder Andrew Johnson i 1868 og Bill Clinton i 1998. Men en præsident er aldrig blevet afsat ved en rigsretssag. Den daværende præsident Nixon gik selv af, før rigsretssagen mod ham overhovedet nåede at blive rejst.