Trump savner Hillary Clinton - og vil gøre medierne til sin nye fjende

Præsident Trump savner en fjende. En fjende, som kan samle hans tilhængere, sådan som Hillary Clinton kunne, og han har udset sig medierne. Hvad skal medierne gøre ved det?

Foto: SAUL LOEB

Donald Trump har så meget. Han har alle sine penge, han har alle sine børn, han har sin kone, han har Det Hvide Hus … Han har så meget, og så savner han alligevel desperat noget.

Han savner en fjende. En god og pålidelig fjende, som han kan regne med.

I valgkampen havde han Hillary Clinton, og når Trump blev kritiseret for at fejle, kunne han altid pege på Clinton og sige »større fejl«. Eller han kunne hævde, at hun stod bag kritikken af ham.

Men det var dengang, for Trump vandt valget, men tabte en fjende - og hvad nu?

Medier er fjende

Mandag stod Donald Trump op efter få timers søvn, og kort efter klokken 4:00 skød han to tweets af. I begge tweets kritiserede han »fake news« medier og nævnte bl.a. CNN og NBC News, klokken 8:30 tweetede han på ny og kritiserede New York Times, det samme gjorde han sidst på eftermiddagen, og i alt skrev han mandag seks tweets, og fire af dem var angreb på medierne.

Mandag talte han også til den militære amerikanske Centralkommando, og her hævdede han, at medierne med vilje undlod at rapportere om terrorangreb.

»I mange tilfælde vil den meget, meget uærlige presse ikke rapportere om det. De har deres klare grunde til det, og jeg tror, at I kender grundene,« sagde han til militærfolkene.

Det Hvide Hus forsøgte senere at bakke præsidenten op og udsendte en liste med 78 islamistiske terrorangreb, som medierne enten ikke havde dækket eller underrapporteret, heriblandt sidste års terrorangreb i Frankrig og tre terrorangreb i Danmark.

Medierne »blæser tit en tilfældig demonstration helt ud af proportion, men et terrorangreb eller et forhindret angreb får ikke den samme dækning,« sagde Trumps talsmand, Sean Spicer.

Det var mandagens dagsorden fra Det Hvide Hus - dagen handlede ikke om økonomi, immigration eller sikkerhedspolitik, men om medierne - og det var ikke en usædvanlig dag.

For det er blevet det tilbagevendende tema for præsidenten og hans mænd: Et angreb på medierne og i en grad, så Trumps chefrådgiver for nyligt sagde til New York Times:

»Medierne bør være flove og ydmygede og hold deres bøtte og bare lytte efter for en gangs skyld. Du skal citere mig for det. Medierne er selve oppositionen. De forstår ikke dette land. De forstår stadig ikke, hvorfor Donald Trump er USAs præsident.«

Det er med andre ord ikke bare den rutinemæssige dynamik mellem magthavere og medier, det er noget - alt efter temperament - værre eller bedre. Det er fjendeliggørelsen af medierne.

Skovspurven

Bortset fra valget af fjende er der ikke noget forunderligt i, at en magthaver udpeger en fjende. Det modsatte ville være en nyhed, som politologen, professor Murray Edelman, har fastslået.

Han har som så studeret brugen af fjendebilleder i moderne politik, og det er kendetegnende for magten, at den forsøger at udpege en fjende, uanset om magten er til højre eller venstre, har han påvist.

Tidligere udpegede venstrefløjen f.eks. uligheden som fjende og velfærdssamfundet som sejr, mens højrefløjen pegede på kommunismen som fjende og Berlinmurens fald som sejr, og i sejren var altid alle de gode kvaliteter, f.eks. ærlighed, integritet og loyalitet, mens fjendebillederne var det stik modsatte, forklarede Edelman ved et politisk seminar i 1983.

Og fjenderne er ikke altid de store paroler; i 1958 udråbte Kinas formand Mao f.eks. den ydmyge spurv til statsfjende, og to år senere var stort set alle skovspurve i Kina udryddet.

Med fjendebilleder kan magten tvinge den politiske debat ind i kasser, og magten kan fremstille sig selv som »samfundets beskyttere,« mens fjenderne undergraver samfundet, siger Edelman, og det betyder med eksemplet fra Kina, at hvis man er imod spurven eller - endnu bedre - skyder en spurv, så er man en samfundsven. Og vice versa.

Så det er et nyttigt narrativ, som han skriver i artiklen »Toward a New Political Narrative,« men det er også i sidste ende et »selvdestruerende narrativ, fordi alle nye eller komplekse problemer skal tvinges ind i magthavernes stereotypiske politiske tænkning«.

Anklager

Og dermed er vi tilbage ved medierne. For hvis medierne som fjende bliver den gestalt, som til syvende og sidst kendetegner regeringen - hvad så?

En række medier og mediepersoner er begyndt at slå hårdt igen og erklære Trump for en ditto fjende, og tirsdag var flere medier fornærmede over Trumps liste med 78 »uomtalte« terrorangreb.

Problemet med sådan en reaktion er, at medierne accepterer Trumps kategorisering, og det er ikke i mediernes eller samfundets interesse, som opinionsredaktøren på Washington Post for nyligt skrev.

»Svaret på uærlig og ensidig journalistik er ikke mere ensidig journalistik … Svaret på regeringens fornærmelser kan ikke være at blive til det, som de netop anklager os for,« skrev Fred Hiatt.

»Hvis præsidenten siger noget, så rapporterer vi det. Hvis det er forkert, så bringer vi beviserne for, at det er forkert,« og det samme gælder kritikerne, siger han, og det er løsningen:

Professionalisme, facts og fairness. Eller med en parafrase over Matthæus: En spurv falder ikke til jorden, hvis den nægter at være en spurv.