Trump ringede til svensk statsminister for at kondolere

Vi er taknemmelig for den solidaritet og de kondolencer, som er kommet fra omverdenen, siger Stefan Löfven.

Sveriges statsminister Stefan Löfven ved blomsterbuketter foran Åhléns i det centrale Stockholm lørdag. Fold sammen
Læs mere
Foto: 10030 Jonas Ekströmer/TT

Mens svensk politi fortsætter med at efterforske det blodige angreb i det centrale Stockholm, er statsminister Stefan Löfven natten til mandag blevet ringet op af USA's præsident, Donald Trump.

USA's præsident udtrykte sin medfølelse over for det svenske folk, skriver Aftonbladet.

Men der er ingen nærmere oplysninger om, hvad der blevet sagt under samtalen mellem de to.

»Vi er taknemmelige over for al den solidaritet og de kondolencer, som er kommet fra omverdenen de seneste dage,« siger Löfven til avisen.

Han er blandt andet blevet kontaktet af den tyske kansler, Angela Merkel, og den britiske premierminister, Theresa May.

Politiet i Stockholm var mandag morgen fortsat i gang med at lede efter folk, der kunne have haft kontakt til den anholdte 39-årige usbeker.

Han er mistænkt for fredag at køre en lastbil med fuld fart gennem en gågade i det centrale Stockholm. Den svenske regering anser det for at være et terrorangreb.

Fire mistede livet, og de er alle blevet identificeret.

Det er en 11-årig skolepige, en kvinde fra Uddevalla, en 41-årig brite og en kvinde fra Belgien.

Den 39-årige usbeker havde ikke opnået asyl i Sverige og skulle have været udvist.