Opdateret

Trump regner med Murdoch-familien som del af TikTok-aftale

Trump nævner en række fremtrædende forretningsfolk som investorer i den amerikanske del af TikTok.

Rupert og Lachlan Murdoch udgør en magtfuld duo i det amerikanske medielandskab. (Arkivfoto).
Rupert og Lachlan Murdoch udgør en magtfuld duo i det amerikanske medielandskab. (Arkivfoto). Foto: Scott Olson/Ritzau Scanpix

USA's præsident, Donald Trump, regner med, at rigmanden Rupert Murdoch og sønnen Lachlan bliver involveret i en aftale med Kina om det sociale medie TikTok.

54-årige Lachlan Murdoch er arving til sin 94-årige fars mediekonglomerat, og han er blandt andet indtrådt som direktør og bestyrelsesformand i Fox Corp.

Trump fortæller om deres involvering i en TikTok-aftale på netop Fox News.

Også Larry Ellison, der er medstifter af it-virksomheden Oracle, og Dell-grundlæggeren Michael Dell er ifølge Trump formentlig blandt de involverede.

De ventes at udgøre en investorgruppe, som vil købe den amerikanske del af TikTok.

- Det er meget prominente folk. De er også amerikanske patrioter - de elsker det her land, siger Trump.

- Jeg tror, at de kommer til at gøre det rigtig godt.

TikTok er ejet af selskabet ByteDance, der opererer fra Kina, hvilket har skabt bekymring for, at det sociale medie kunne udgøre en sikkerhedsrisiko i USA.

USA har derfor truet med at lukke TikTok i landet ned, hvis ikke Kina gav afkald på ejerskabet til amerikanske købere.

I april 2024 blev en lov vedtaget i Kongressen om netop det.

Fredag talte Trump i telefon med Kinas præsident, Xi Jinping, og efter opkaldet så det for alvor ud til at være tæt på en aftale.

- Det var et meget godt telefonmøde. Vi vil tale sammen igen, og jeg sætter pris på godkendelsen af TikTok, skrev Donald Trump efterfølgende på sit eget sociale medie, Truth Social.

Her han også meddelt, at han regner med at besøge Kina i begyndelse af næste år.

Der var tale om det andet opkald mellem de to, siden Trump vendte tilbage til Det Hvide Hus i februar - og det tredje siden årets begyndelse.

Der har på handelsområdet været en højspændt situation mellem USA og Kina under Trump, som har langet ud efter Kina på grund af USA's handelsunderskud over for Kina, hvad angår varer.

/ritzau/