Et opslag med et billede af Grønland farvet med det amerikanske flag har lørdag fået en del opmærksomhed på det sociale medie X.

En kort tekst, hvor der står "SOON", som på dansk kan oversættes til "snart", er tilføjet billedet.

Afsenderen er den amerikanske podcaster Katie Miller, der tidligere har været ansat i flere roller i USA's præsident Donald Trumps administration. Hun forlod administrationen i midten af 2025.

Selvom Miller er stoppet, har hun ifølge mediet Politico fortsat en relation til USA's regering, da hun er gift med Stephen Miller, der er vicestabschef i Det Hvide Hus.

Donald Trump har flere gange udtrykt, at han ønsker at gøre Grønland til en del af USA.

Kort før jul udnævnte Trump en særlig udsending til Grønland og sagde, at USA havde brug for Grønland af hensyn til den nationale sikkerhed.

Katie Millers Grønlands-opslag har på fem timer fået mere end 2,7 millioner visninger og over 4000 kommentarer, fremgår det på X.

Danmarks ambassadør i USA, Jesper Møller Sørensen, minder i et svar på Katie Millers opslag om, at Danmark og USA er nære allierede og bør arbejde sammen. Det sker i et selvstændigt opslag på X.

- Og ja, vi forventer fuld respekt for kongeriget Danmarks territoriale integritet, skriver Jesper Møller Sørensen.

Katie Miller var i Trumps første præsidentperiode fra 2017 til 2021 ansat som presserådgiver for den daværende vicepræsident Mike Pence.

Efter at Trump i 2024 blev valgt til præsident, fik Katie Miller et job i det dengang nyoprettede Departement for Regeringseffektivitet (Doge), skriver nyhedsbureauet Reuters.

Doge havde til formål at finde offentlige besparelser, hvilket førte til tusindvis af fyringer af offentligt ansatte.

Techmilliardæren Elon Musk stod i spidsen for Doge, der i november sidste år blev nedlagt igen.

Millers opslag på X om Grønland kommer, efter at USA's militær natten til lørdag i en aktion i Venezuelas hovedstad, Caracas, tog landets præsident, Nicolas Maduro, og hans hustru til fange.

Tilfangetagelsen kom efter flere måneders spændinger mellem de to lande, hvor USA blandt andet har angrebet flere påståede narkobåde.

/ritzau/