Den amerikanske præsident, Donald Trump, har tirsdag præsenteret en aftale med medicinalgiganten Pfizer, der handler om at sænke prisen på lægemidler.
Alle Pfizers receptpligtige midler, der sælges til sygeforsikringen Medicaid, vil opleve et prisfald, lyder det fra Trump.
Han uddyber ikke, præcis hvor store prisfald der bliver tale om.
Samtidig skal prisen på lægemidler, der kommer på markedet fremover i USA, svare til priserne andre steder i verden, som ofte er meget lavere.
Trump har siden sin tilbagevenden til Det Hvide Hus i januar gentagne gange sagt, at amerikanerne betaler alt for meget for medicin.
Han har kritiseret, at mange lægemidler sælges til en markant højere pris i USA end i for eksempel europæiske lande.
I juli sendte Trump breve til 17 førende medicinalselskaber - heriblandt Pfizer og danske Novo Nordisk. I brevene blev selskaberne bedt om at sænke deres priser i USA, så de svarer til de laveste priser i andre udviklede lande.
De skulle vende tilbage med bindende planer om prisfald senest 29. september, lød det.
Ellers ville den amerikanske regering tage alle tilgængelige værktøjer i brug for at tvinge priserne ned. Heriblandt told.
Pfizer er hidtil det eneste af de 17 selskaber, der har indgået en aftale med Trump-administrationen om at sænke priserne.
Aftalen er blevet præsenteret på et pressemøde i Det Hvide Hus, hvor også Pfizers topchef, Albert Bourla, var med.
Fra ham lyder det, at Pfizer i aftalen har fået tre år til at flytte produktion til USA. I den periode vil medicinen ikke blive underlagt den planlagte told på lægemidler.
Den ventes at træde i kraft 1. oktober.
Toldsatsen ligger på 100 procent og gælder for patenterede lægemidler, sagde Donald Trump fredag.
EU og andre handelspartnere, der har indgået en aftale om told med USA, slipper for den forhøjede told på 100 procent.
/ritzau/Reuters