Trump planlægger møde med Nordkoreas leder senere på året
Donald Trump hævder, at Nordkorea råder over 57 nukleare sprænghoveder. Han planlægger møde med Kim Jong-un.

Donald Trump hævder, at Nordkorea råder over 57 nukleare sprænghoveder. Han planlægger møde med Kim Jong-un.

USA's præsident, Donald Trump, har senere på året planer om at mødes med Nordkoreas leder, Kim Jong-un.
Det siger Trump til journalister i Det Hvide Hus. Det skriver nyhedsbureauet AFP og flere andre medier.
- Ja, det har jeg, siger Trump til AFP på spørgsmålet om, hvorvidt han planlægger et møde med Kim Jong-un.
Nordkorea har ikke umiddelbart kommenteret meldingen.
Præsidenten siger, at det er vigtigt at komme godt ud af det med Nordkorea, der ifølge Trump råder over 57 nukleare sprænghoveder.
Donald Trump antyder, at det er hans forgængere på præsidentposten, der har tilladt Nordkorea at tilegne sig et større arsenal af atomvåben.
- Hvis jeg havde været præsident, så havde jeg ikke tilladt det, siger Donald Trump til mediet CNN.
Samtidig vurderer den amerikanske præsident, at hans personlige forhold til Nordkoreas leder er så godt, at Kim Jong-un vil opføre sig ordentligt.
- Jeg kender Kim Jong-un rigtig godt, og han vil opføre sig ordentligt, så længe vi har en klog præsident. Hvis vi har en dum præsident, vil han nok ikke være lige så ordentlig, siger Trump ifølge CNN.
I Trumps første præsidentperiode fra 2017 til 2021 mødtes han tre gange med Nordkoreas leder. Hvis de mødes igen, vil det derfor være deres fjerde møde.
I februar sagde Kim Jong-un på det regerende Arbejderpartis kongres, at Nordkorea og USA kan have et godt forhold, hvis USA accepterer Nordkoreas status som en atommagt.
Indtil da havde signalet fra Det Hvide Hus været, at Trump var parat til at mødes med Kim Jong-un, hvis formålet for samtalerne var at afruste Nordkorea for atomvåben.
Meldingen om et muligt møde mellem Trump og Kim Jong-un kommer, efter at Trump for nylig bad USA's forsvarsminister, Pete Hegseth, om at skrue ned for amerikanske militærøvelser med Sydkorea.
Trump skrev søndag på sit sociale medie, Truth Social, at øvelserne sendte et upassende og fjendtligt signal til Nordkorea.
Nordkorea er teknisk set stadig i krig med Sydkorea, fordi nabolandenes konflikt fra 1950 til 1953 endte med en våbenhvile i stedet for en egentlig fredstraktat.
Sydkorea er torsdag blevet foreholdt Trumps påstand om, at Nordkorea råder over 57 nukleare sprænghoveder.
Sydkoreas forsvarsminister, Ahn Gyu-back, siger ifølge AFP på et pressemøde, at Sydkorea vurderer, at Nordkorea råder over mellem 80 og 120 nukleare sprænghoveder.
RITZAU