Trump overrasker og forarger igen: Beviser, at han ikke bliver en »normal« præsident

Den kommende præsident er begyndt at varsko nye tanker om lovgivning via twitter. Foreløbig bebuder han at fratage amerikanere, der brænder flaget, deres statsborgerskab. Og alt foregår på de sociale medier.

Foto: SPENCER PLATT

WASHINGTON: Den nyvalgte præsident Donald Trump ønsker at fratage amerikanerne deres statsborgerskab, hvis de brænder det amerikanske flag i protest.. En markant politisk udmelding, som - hvis den var sagt i den rigtige sammenhæng til præsidentens rådgivere og testet alle steder hos juridiske eksperter - kunne være et politisk synspunkt, som kunne diskuteres i Kongressen og måske ophøjes til lov, hvis der ellers var enighed om det.

Men tre ting vender lige nu op og ned på »normaliteten« i den politiske proces som alt andet i Trumps to-årige karriere som præsidentkandidat og nu valgt præsident. Dels blæser han højt og flot på, at Højesteret allerede har afgjort, at det er forfatningstridigt at straffe folk for at brænde det amerikanske flag. Det er nemlig ikke forbudt at udtrykke sin mening i USA, heller ikke ved at sætte ild til Starts and Stripes. Dels kommer forslaget på Twitter fra en nyvalgt præsident uden forklaring. Bare sådan ud i den blå luft. Og så er der i øvrigt også dom for, at man ikke kan fratage amerikanere deres statsborgerskab. Så alt strittede ved denne tweet.

For sådan agerer en kommende præsident ikke, mener selv mange af hans tilhængere. Men Trump er ligeglad. For han er ikke en normal præsident. Han er den unormale præsident, der blæser på konventioner og i øvrigt er impulsiv i næsten alt, hvad han foretager sig.

Hvorfor, Trump

På spørgsmålet om, hvorfor Trump kommer med en så vidtgående tweet lige præcis på nuværende tidspunkt, siger den republikanske strateg Sean Spicer til amerikanske tv-stationer: »Fordi han bekymrer sig om det«.

»Donald Trump tror på det. Jeg tror ikke, at han retter sig ind efter en forudgående plan. Hvis han bekymrer sig om det, så bruger han de sociale medier. Han har kontakt med mere end 30 millioner på disse medier, så han bruger dem til at komme i kontakt direkte med det amerikanske folk«, sagde Spicer, som sammen med en række andre personer flere gange har antydet, at Donald Trump i det store hele vil opgive at tale med pressen, men udelukkende lade sine synspunkter blive kendt gennem twitter, Facebook og andre sociale medier, når han bliver præsident.

Ganske vist var et flag blevet brændt, og et amerikansk flag var også blevet fjernet fra et universitet i Massachusetts i protest mod valget af Trump. Men hvorfor han lige valgte det her tidspunkt med at komme med så vidtgående en tweet samtidig med, at han stadig har travlt med at besætte vigtige regeringsposter, undrer mange.

Ikke gennemtænkte, eller?

Den del af forslaget, der handler om fængselsstraf, er ikke kontroversielt. Selv den demokratiske tidligere præsidentkandidat, Hillary Clinton, har i sin tid som senator foreslået fængselsstraf til de, der brænder flaget. Men hans tweets vækker bekymring. Præsidenten skal ikke tweete, mener mange også republikanere. De fleste af hans beskeder på de sociale medier virker nemlig uigennemtænkte og kun beregnet på en ting - at fastholde interessen om sin person blandt de vælgere, der har stemt på ham.

I forgårs sendte han 13 stks ud om valget, om valgsvindel og om valgfusk i nogle af de største stater udelukkende i raseri over, at nogle politikere og medier havde brugt mere tid på at understrege, at Clinton vandt flertallet af stemmerne, men dog ikke valgmandstemmerne, som er de afgørende.

Først tweetede han, at han kunne have vundet begge dele, hvis han gad. Så sagde han, at to millioner stemmer var afgivet af folk, der ikke havde stemmeret, og at de allesammen var gået til Clinton. Og så tweetede han om omfattende valgsvindel i Californien, Virginia og New Hampshire. Det betød alt sammen, at han havde vundet både flertallet af stemmerne og af valgmandstemmerne.

Dernæst videresendte han en række tweets fra tilfældige mennesker, der holdt med ham, og som rettede alvorlige anklager mod navngivne journalister og især mod CNN. Det var en af de dage, hvor Trump brugte tiden på at tweete.

Tag den med ro, Trump

Republikanernes flertalsleder i Senatet, Mitch McConnell undrede sig over de mange tweets. Han sagde, at ham bekendt havde Trump vundet valget, så han kunne tage den med ro.

»Hillary Clinton indrømmede endda sit nederlag samme aften. Hvorfor så rippe op i det hele igen«, sagde McConnell. Også en af Trumps støtter Newt Gingrich var dybt bekymret over de mange tweets. »Man bruger ikke de sociale medier til at fremme sin politik som valgt præsident«, sagde Gingrich, der synligt var irriteret over, at præsidenten på den måde viser, at han er impulsiv.

Men er han det? Mange af hans tilhængere mener, at han meget bevidst undgår pressen og bruger de sociale medier til at sende tilfældige budskaber ud om det, der optager ham og vælgerne. Han bruger Facebook og twitter til at forsikre om, at han virkeligt mener det, og at tiden med ham i Det Hvide Hus bliver alt andet end normalt på en række områder.

Men det, der bekymrer, er, at han siden valget ikke har holdt et eneste pressemøde, og at der går rygter om, at hans fire år i embedet ikke vil blive præget af direkte kontakt med pressen. »Han bruger twitter. Hvad mener kan han ønske sig. Derigennem får han sine budskaber igennem uden at gå gennem mediernes filter«, siger Spicer.