Trump opfordrer til ikke at få refunderet ulovlige toldsatser
Virksomheder kan få refunderet ulovligt opkrævet told, men Trump vil huske dem, der ikke gør brug af det.

Virksomheder kan få refunderet ulovligt opkrævet told, men Trump vil huske dem, der ikke gør brug af det.

Virksomheder, der har betalt ulovligt opkrævet told i USA, har ret til at få pengene tilbage.
Men ifølge USA's præsident, Donald Trump, bør virksomhederne ikke søge om refunderingen, selv om den amerikanske højesteret i februar afgjorde, at Trumps toldsatser var ulovlige.
Det siger præsidenten tirsdag ifølge Reuters.
- Det vil være fremragende, hvis virksomheder ikke søger godtgørelsen.
- Jeg kommer til at huske de virksomheder, der ikke beder om det, siger Donald Trump.
Ifølge The New York Times er der opkrævet ulovlig told for 166 milliarder dollar svarende til lige over 1053 milliarder danske kroner, som nu skal betales tilbage.
Virksomheder, heriblandt danske, har siden mandag kunnet få penge tilbage for at have betalt Trumps ulovlige toldsatser.
Mandag lancerede de amerikanske toldmyndigheder en løsning, hvor importører kan registrere deres krav mod den amerikanske stat. Det skrev Finans.
Danske virksomheder i USA kan gøre brug af ordningen, hvis de har været importører.
Ifølge de amerikanske toldmyndigheder vil det tage mellem 60 og 90 dage at behandle kravene.
Trump indførte straftolden ved brug af loven International Emergency Economic Powers Act (IEEPA). Loven er lavet til nationale nødsituationer, men ifølge landets højesteret giver den ikke præsidenten bemyndigelse til at indføre forhøjede toldsatser.
Ifølge USA's forfatning er det Kongressen - og ikke præsidenten - der har beføjelse til at pålægge told og regulere USA's handel med udlandet.
Flere amerikanske virksomheder og delstater anlagde sag mod USA's administration, fordi de mente, at Donald Trump havde overskredet sine beføjelser ved at indføre den forhøjede told på varer fra udlandet.
Spørgsmålet nåede USA's højesteret, efter at flere lavere rangerende domstole har givet sagsøgerne medhold i deres anklager.
/ritzau/