Trump opfordrer delstater til at begrænse vaccinekrav
Ved underskrivelse af nyt dekret gentog Trump en udokumenteret påstand om, at MMR-vaccinen kan være dødelig.

Ved underskrivelse af nyt dekret gentog Trump en udokumenteret påstand om, at MMR-vaccinen kan være dødelig.

USA's præsident, Donald Trump, har underskrevet et dekret, der lægger op til en genovervejelse af skolers vaccinationskrav og gentager opfordringer til, at MMR-vaccinen bliver opdelt i tre individuelle stik.
Det er sket under et arrangement i Det Ovale Værelse i Det Hvide Hus mandag aften dansk tid.
Delstater og områder rådes ifølge dekretet til at gennemgå Trump-administrationens anbefalinger om krav om immunisering i forbindelse med skoledeltagelse.
Den føderale regering har ikke direkte kontrol over flere af de områder, som dekretet nævner. Delstaterne kan eksempelvis selv kræve, at skoleelever er vaccinerede.
På de områder er Trumps tiltag dermed mere en opfordring end en direkte ordre.
I et andet afsnit lyder det, at de amerikanske sundhedsmyndigheder vil nedsætte en ekspertgruppe, der skal tilbyde MMR-vaccinen som individuelle vacciner.
Lige nu tilbydes den som en kombineret version, hvor man vaccineres mod både fåresyge, røde hunde og mæslinger på én gang. Det er den, der går under navnet MMR.
Samtidig "garanteres der fortsat tilgængelighed af kombinationsvacciner og de vacciner, der anbefales til fælles klinisk beslutningstagen", lyder det.
Årelang videnskabelig evidens understøtter sikkerheden ved en kombineret MMR-vaccine.
Tiltaget har mødt omfattende kritik fra store lægeorganisationer og folkesundhedseksperter.
De har påpeget, at der er stærk videnskabelig evidens for sikkerheden ved den kombinerede MMR-vaccine, og at en opdeling af stikkene kan øge risikoen for, at børn misser vigtige vaccinationer.
Alligevel kom Trump under underskrivelsen af dekretet med en række ubekræftede udtalelser, herunder:
- Sammen kan der være en mulighed for, at de er ret dødelige.
Det har været en vigtig prioritet for den amerikanske sundhedsminister, Robert F. Kennedy Jr., at begrænse antallet af anbefalede vacciner til børn, siden han tiltrådte embedet i januar sidste år.
Han har blandt andet grundlagt en nonprofitorganisation mod vacciner. Han har også forsøgt at fremme en modbevist sammenhæng mellem vacciner og autisme.
USA er lige nu ramt af det værste mæslingeudbrud i 35 år.
Kennedy er blevet anklaget for at bidrage væsentligt til sundhedskrisen ved at sprede misinformation og give næring til vaccinefrygten i landet.
RITZAU/AFP