USA's præsident, Donald Trump, vil ikke bruge magt til at få Grønland.

Det siger han fra talerstolen under World Economic Forum i Davos.

Henvendt til Nato siger Trump, at USA kun får noget, hvis landet bruger meget styrke og magt.

- Men det vil jeg ikke gøre. Jeg vil ikke bruge magt.

Trump siger desuden, at han vil søge øjeblikkelige forhandlinger for at drøfte en mulig overtagelse af Grønland.

Senere understreger han, at "I kan sige ja, og så er vi taknemmelige, eller I kan sige nej, og så husker vi det".

Ifølge Donald Trump har USA stået for stort set hele Nato-budgettet og aldrig spurgt om at få noget igen. Før nu.

- Alt, jeg beder om, er et stykke is, som kan spille en stor rolle i verdensfreden, siger Trump.

- Vi har brug for at eje Grønland for at beskytte Grønland, siger han.

Præsidenten siger videre, at USA gav Grønland tilbage til Danmark efter Anden Verdenskrig, hvilket var "dumt".

- Vi havde baser på Grønland for Danmarks skyld. Jeg elsker danskerne. Men det er kun USA, der kan beskytte Grønland for vores alles sikkerhed, siger han.

I sin tale ved World Economic Forum fastslår Donald Trump, at visse dele af Europa ikke længere er til at genkende.

- Og det er ikke på en positiv måde, lyder det fra talerstolen.

Ifølge Trump er Europa ikke på vej i den rigtige retning.

Blandt andet har et fokus på grøn energi og stor migration ifølge Trump skadet Europa.

Præsidentens tale varede i mere end time ved det årlige World Economic Forum i den schweiziske by Davos.

World Economic Forum er en uafhængig organisation med fokus på international relationer og erhvervslivets samfunds- og klimaansvar.

Formålet er at samle ledere på tværs af politik og erhvervsliv for at håndtere globale udfordringer gennem dialog og samarbejde.

Det fungerer som platform for offentligt-privat samarbejde og har været involveret i alt fra diplomatiske initiativer til globale sundheds- og udviklingsprojekter.

/ritzau/