Der kan være tale om de sidste faser af forhandlingerne om fred i Ukraine.

Sådan lyder det fra USA's præsident, Donald Trump, søndag på vej ind til et møde med den ukrainske præsident, Volodymyr Zelenskyj, i Mar-a-Lago i Florida.

- Jeg tror, at vi er i den sidste fase af samtalerne, siger Trump, men understreger samtidig, at der ikke er nogen garantier for succes.

- Enten slutter det, eller også så bliver det ved i lang tid, og yderligere millioner af mennesker vil blive dræbt, lyder det fra Trump.

Søndagens møde mellem Zelenskyj og Trump har blandt andet fokus på en ny 20-punktsplan.

- Vi er ved at have grundlaget for en aftale, siger Trump.

- Det er godt for Ukraine. Det er godt for alle. Det er meget vigtigt, fastslår præsidenten.

Trump siger, at han tror, at både Zelenskyj og Ruslands præsident, Vladimir Putin, tager fredsprocessen alvorligt.

Trump kalder forhandlingerne både "komplekse" og "ikke så komplekse" og afviser, at der skulle være en deadline for, hvornår de skal være færdige.

Op til mødet har der blandt andet været fokus på, hvilke sikkerhedsgarantier Ukraine kan få som led i en fredsaftale. Trump siger, at det endnu ikke ligger fast, hvordan en sådan sikkerhedsaftale ser ud. Men der kommer en, lyder det fra præsidenten.

- Der kommer en aftale om sikkerhed. Det bliver en stærk aftale, lyder det fra præsident Donald Trump, mens han står ved siden af den ukrainske præsident.

- Og de europæiske lande er meget involverede i det. De kommer til at være meget involverede i beskyttelse og så videre. Men de europæiske lande har gjort det virkelig godt. De er meget på linje med det her møde.

Imens takker Zelenskyj den amerikanske præsident for mødet og siger, at han håber, at forhandlingerne vil føre til fred så hurtigt som muligt.

Det har været meldt ud forud for mødet, at Trump og Zelenskyj ventes at ringe til europæiske stats- og regeringsledere undervejs.

Inden mødet havde Trump et opkald med Ruslands præsident, Vladimir Putin. Det opkald omtalte Trump som "meget produktivt". Ifølge en rådgiver for Putin varede det over en time.

- Jeg kommer til at ringe tilbage til Putin efter mødet, og vi kommer til at fortsætte med forhandlingerne, siger Trump.

Mødet mellem Trump og Zelenskyj har været genstand for intenst fokus, blandt andet efter at et møde i februar mellem de to gik helt skævt og endte i mundhuggeri for åben skærm.

Månederne op til dette møde har været præget af flere fredsudspil.

Først kom et på 28 punkter, der generelt blev anset for at være meget imødekommende over for Rusland, og senest et på 20 punkter, som ifølge Zelenskyj kan blive basis for en aftale. Ukraine har sagt, at spørgsmålet om territorier fortsat er det sværeste.

/ritzau/