New York Citys nyvalgte borgmester, Zohran Mamdani, og præsident Donald Trump havde et "fremragende" møde fredag.

Det siger Trump efter mødet, som der har været meget fokus på - blandt andet på grund af de to politikeres ganske forskellige politiske holdninger og kritiske udtalelser om hinanden.

På et pressemøde siger både Trump og Mamdani, at de talte om de ting, som de har til fælles.

Det gælder blandt andet et ønske om at skaffe flere boliger og mindske leveomkostninger.

- Det var et produktivt møde, som handlede om et sted, som vi begge beundrer og elsker, siger Mamdani med henvisning til New York.

- Vi talte om husleje, dagligvarer, forbrug og de forskellige måder, som folk bliver skubbet ud på.

34-årige Mamdani blev for nylig valgt som New York Citys næste borgmester. Mamdani er New York Citys yngste borgmester i over 100 år, skriver nyhedsbureauet AP. Han er også den første muslimske borgmester i byen.

Trump har været en hård kritiker af den unge politikers socialistiske politik, og han har hyppigt kaldt Mamdani for kommunist.

Trump har også truet med at trække den føderale støtte til New York, hvis Mamdani blev borgmester. Fredag udtrykker Trump støtte til Mamdani.

- Jo bedre, han gør det, desto mere glad bliver jeg, siger Trump.

- Vi kommer til at hjælpe ham med at få alles drøm til at gå i opfyldelse - at få et stærkt og meget sikkert New York.

Ifølge nyhedsbureauet Reuters kom der ingen meldinger om ny politik fra mødet, som var det første fysiske møde mellem de to.

Da præsidenten og den nyudnævnte borgmester udtalte sig til pressen, kom Trump flere gange Mamdani til undsætning, når spørgsmålene blev skarpe, skriver Reuters.

De lo, da fremmødte journalister mindede dem om, hvad de tidligere har sagt om hinanden.

Mamdani har tidligere henvist til Trump som en despot med en fascistisk dagsorden.

- Jeg er blevet kaldt meget værre ting end en despot. Så det er ikke så fornærmende, men jeg tror, han skifter mening, når vi kommer i gang med at arbejde sammen, lød det fra Trump.

Mamdani blev spurgt til, hvorvidt han fortsat betragter Trump som "en fascist".

Her brød Trump ind og svarede for borgmesteren.

- Det er okay, du skal bare sige "ja". Det er lettere end at forklare det, sagde Trump og klappede Mamdani på skulderen, skriver Reuters.

/ritzau/