Hvis den palæstinensiske gruppe Hamas afviser USA's fredsplan for Gaza, så har Israel "fuld støtte" i forsøget på at ødelægge Hamas.
Det siger den amerikanske præsident, Donald Trump, på et pressemøde i Det Hvide Hus mandag.
Kort inden mødet har Trump fremlagt en plan på 20 punkter for fred i Gaza. Endnu har Hamas ikke reageret.
Med ved mødet er også den israelske premierminister, Benjamin Netanyahu, som siger, at han støtter planen.
Både Trump og Netanyahu truer med konsekvenser, hvis ikke Hamas accepterer planen.
- Israel ville have min fulde støtte til at gøre arbejdet færdigt med at ødelægge truslen fra Hamas, siger Trump ifølge AFP.
- Jeg håber, at vi får en fredsaftale, og hvis Hamas afviser en aftale, hvilket altid er muligt, så er de de eneste tilbage.
- Alle andre har accepteret den. Men jeg har en fornemmelse af, at vi får et positivt svar, fortsætter den amerikanske præsident.
Det første punkt i planen er, at Gaza skal være en "afradikaliseret terrorfri zone, der ikke udgør en trussel for sine naboer".
Planen indeholder også blandt andet punkter om, at gidsler skal frigives, og at Israel skal løslade en række livstidsdømte fanger.
Der er også et punkt - nemlig punkt 13 - om, at den militante palæstinensiske gruppe Hamas ikke skal spille en rolle i regeringen i Gaza.
Ved pressemødet kalder den israelske premierminister Trump for "den bedste ven, Israel nogensinde har haft i Det Hvide Hus".
- Jeg støtter din plan om at afslutte krigen i Gaza - som opnår vores krigsmål. Den vil bringe alle israelske gidsler tilbage, afvikle Hamas' militære formåen og afslutte deres politiske styre og sikre, at Gaza aldrig nogensinde igen udgør en trussel mod Israel, siger Netanyahu ifølge Reuters.
Hamas-medlemmet Mahmoud Mardawi siger, at gruppen endnu ikke har modtaget en skriftlig udgave af den amerikanske fredsplan for Gaza. Det siger han til Al Jazeera, skriver nyhedsbureauet Reuters.
Mødet finder sted, efter at flere vestlige lande i løbet af de seneste uger har anerkendt en palæstinensisk stat.
Imens er Israel rykket længere ind i Gaza By, og ngo'er advarer om forholdene i det palæstinensiske område, hvor over 66.000 palæstinensere ifølge palæstinensiske sundhedsmyndigheder er blevet dræbt under Israels offensiv.
/ritzau/