Trump og Merkel drøfter atomvåben og jihadister i en time

Mellemøsten, Nordkorea og Ukraine blev diskuteret, da Donald Trump og Angela Merkel mødtes.

Foto: MICHAEL KAPPELER

Hamburg. Nordkorea, Mellemøsten og det østlige Ukraine. Det var nogle af de emner, som den tyske forbundskansler, Angela Merkel, og den amerikanske præsident, Donald Trump, diskuterede ved et møde torsdag.

Det oplyser den tyske regering i en kort meddelelse.

De to regeringslederes møde varede omkring en time. Her fik de talt om deres syn på de tre sikkerhedspolitiske emner, inden de begge deltager i G20-topmødet.

Ved topmødet vil verdens 19 største økonomier samt EU samles. De skal tale om både handels- og økonomisk politik. Men også migranter, terror, klimaforandringer og kvinders rettigheder er på dagsordenen.

Meddelelsen fra den tyske regering noterer, at der også blev diskuteret "nogle emner fra G20-dagsordenen". Der står ikke specificeret hvilke.

Med til mødet var også USA's og Tysklands udenrigsministre, Rex Tillerson og Sigmar Gabriel.

/ritzau/AP