Trump og Kongressen har indgået budgetaftale

Trump og Kongressen aftaler at genåbne staten i tre uger. Imens skal Trumps grænsemur forhandles, siger han.

Når aftalen er vedtaget, kan staten genåbne, og dermed vil den længste lukning i den amerikanske stats historie være slut. I første omgang er der dog kun tale om et budget, der gælder i tre uger frem til 15. februar. Fold sammen
Læs mere
Foto: KEVIN DIETSCH

Der er måske snart penge på vej til de omkring 800.000 statsansatte amerikanere, der ikke har fået løn, siden USA blev ramt af budgetstrid den 22. december.

Dengang gik forhandlingerne om USAs budget for 2019 mellem præsident Donald Trump og Kongressen i hårdknude. Siden har staten været delvist lukket ned.

Fredag aften dansk tid ser det ud til, at der er et gennembrud i striden.

- Jeg er meget stolt af at kunne meddele, at vi har nået en aftale. Vi genåbner staten, siger Trump i en erklæring i Rosenhaven ved Det Hvide Hus.

Præsidenten tilføjer, at han har bedt Kongressen om at vedtage aftalen hurtigt.

Når aftalen er vedtaget, kan staten genåbne, og dermed vil den længste lukning i statens historie være slut. I første omgang er der dog kun tale om et budget, der gælder i tre uger frem til 15. februar.

Vedtagelsen af USA's statsbudget har været blokeret af Trumps krav om, at finansiering af en grænsemur til Mexico for 5,7 milliarder dollar skulle omfattes af budgettet.

Det har Demokraterne i Kongressen afvist.

Fredag aften siger Trump, at begge partier nu vil sætte sig sammen og drøfte sikkerheden ved grænsen.

Han siger også, at der aldrig har været tale om, at der skal være en mur på "2000 mil" fra kyst til kyst.

Videre siger Trump ifølge Reuters, at hvis han ikke får en "fair" aftale fra Kongressen, så vil staten lukke ned igen. Eller også vil han løse grænsestriden ved at erklære det for en krisesituation.

I så fald vil det åbne en pengekasse, som Kongressen ikke kan røre.

Så sent som torsdag blev Trumps seneste budgetforslag nedstemt i Senatet, og få minutter senere blev et forslag fra Demokraterne nedstemt.

Demokraterne ville genåbne staten og pille komplekset om sikring af grænsen til Mexico ud af budgettet, så det kan forhandles sideløbende.

En rådgiver for Demokraterne siger, at partiet er klar til at stemme om aftalen i Kongressen allerede senere fredag.

Den midlertidige finansiering i tre uger vil ifølge Reuters ske rent teknisk ved at holde samme udgiftsniveau i staten som i budgettet for 2018.

/ritzau/Reuters