En amerikansk delegation vil deltage i nye forhandlinger mandag aften i Pakistans hovedstad, Islamabad.

Det skriver USA's præsident, Donald Trump, i et opslag på sit sociale medie Truth Social søndag.

Han tilføjer i opslaget, at USA tilbyder Iran en meget "fair og fornuftig" aftale, og at han håber, landet vil gå med på den.

- Hvis de ikke gør det, så kommer USA til at ødelægge ethvert kraftværk og hver enkelt bro i Iran. Ikke mere hr. god fyr, skriver Trump.

Det er USA's vicepræsident, J.D. Vance, og de to amerikanske udsendinge Steve Witkoff og Jared Kushner, der rejser til Pakistan på vegne af USA for at deltage i forhandlingerne med Iran.

I opslaget på Truth Social kommer Donald Trump ind på den nuværende situation i Hormuzstrædet.

Trump skriver, at Iran affyrede skud i strædet lørdag, hvilket han kalder "en fuldstændig overtrædelse af vores våbenhvileaftale".

- Mange af dem var rettet mod et fransk skib og et fragtskib fra Storbritannien. Det var ikke sødt, vel?, skriver den amerikanske præsident.

Mens USA anklager Iran for brud på våbenhvilen, har Iran ligeledes søndag anklaget USA for det samme.

- USA's såkaldte "blokade" af iranske havne eller kystlinjer er ikke kun en overtrædelse af den pakistansk mæglede våbenhvile, men også både ulovlig og kriminel, skriver Esmaeil Baqaei, der er talsperson for det iranske udenrigsministerium, i et opslag på X.

Situationen i Hormuzstrædet har i weekenden været præget af en lang række forskellige udmeldinger.

Fredag eftermiddag erklærede den iranske udenrigsminister, Abbas Araghchi, strædet for åbent.

Og lørdag rapporterede flere medier, at flere skibe var begyndt at forsøge at sejle gennem strædet.

Men senere på dagen havde Iran tilsyneladende ombestemt sig med henvisning til USA's fortsatte blokade af iranske havne.

Lørdag aften meddelte Revolutionsgarden, at en blokade af strædet vil gælde fra samme aften, og at skibe, som nærmede sig, ville blive set som mål. Det skrev CNN.

- Iran annoncerede for nyligt, at de vil lukke strædet, hvilket er mærkeligt, for vores blokade har allerede lukket det, skriver Trump søndag.

/ritzau/