Trump nedlægger veto mod tilbagetrækning fra krigen i Yemen

4. april stemte Kongressen for at trække USA ud af den saudiarabisk-ledede krig i Yemen. Nu går Trump imod.

Børn fra Yemen hjælper til med at bære kisterne under en begravelse i hovedstaden Sanaa. Flere børn er blevet dræbt under eksplosioner ved skoler i hovedstaden. Mohammed Huwais/Ritzau Scanpix Fold sammen
Læs mere

Washington D.C.. USA's præsident, Donald Trump, nedlægger veto mod Kongressens beslutning om at trække USA ud af krigen i Yemen.

Det skriver nyhedsbureauet Reuters.

Det ene af Kongressens to kamre, Senatet, stemte i marts for at stoppe den amerikanske deltagelse i krigen i Yemen.

Kongressens andet kammer, Repræsentanternes Hus, gjorde det samme 4. april.

Dermed var Trump tvunget til at underskrive et veto, hvis han ville ændre Kongressens beslutning.

USA støtter den saudiarabisk-ledede koalition i Yemen. Men Saudi-Arabien har fået skarp kritik - særligt siden drabet på den systemkritiske journalist Jamal Khashoggi tilbage i oktober.

Trump har indtil videre dog fastholdt sin støtte til Saudi-Arabien.

- Denne resolution er et unødvendigt og farligt forsøg på at svække mine forfatningsmæssige autoriteter. Den udsætter de amerikanske borgeres og militærfolks liv for fare - både i dag og i fremtiden, siger Trump i en pressemeddelelse.

Det vil kræve to tredjedeles flertal i begge kamre i Kongressen at annullere vetoet.

Ved vedtagelsen i april havde Kongressen ikke to tredjedeles flertal, og derfor skal Kongressen ud og finde mere støtte, hvis den vil have resolutionen igennem.

Trumps beslutning bliver taget imod med glæde hos De Forenende Emirater, der også støtter den saudiarabisk-ledede koalition.

Ifølge Reuters siger udenrigsministeren i landet, Anwar Gargash, at USA's støtte er et positivt signal, der er veltimet og strategisk.

Borgerkrigen i Yemen, der står mellem Yemens regering og houthi-oprørerne, bliver af FN kaldt for "verdens værste humanitære katastrofe".

Krigen anses i høj grad som en såkaldt stedfortræderkrig og en kamp om magten på Den Arabiske Halvø mellem Saudi-Arabien og Iran.

Houthi-oprørerne er støttet af Iran, mens Yemens regering er støttet af en saudiarabisk-ledet koalition. Det er den koalition, som USA støtter.

/ritzau/