Trump mødes med toprepublikaner efter tre år med kold luft
Det er nødvendigt med et forenet republikansk parti forud for præsidentvalget, lyder det fra Donald Trump.

Det er nødvendigt med et forenet republikansk parti forud for præsidentvalget, lyder det fra Donald Trump.

I tre år har der været bomstille.
Men nu har det ændret sig.
Torsdag mødtes den republikanske præsidentkandidat, tidligere præsident Donald Trump med den republikanske mindretalsleder i USAs senat, Mitch McConnell.
Det er opsigtsvækkende, fordi McConnell er en central figur i det republikanske parti, og fordi de to ikke har talt direkte sammen siden december 2020.
Forholdet mellem de to nåede frysepunktet, efter at McConnell fordømte Donald Trumps rolle i stormløbet mod Kongressen 6. januar 2021.
Han mente, at Donald Trump »i praksis og moralsk var ansvarlig« for angrebet på Kongressen. Samtidig havde han haft svært ved forlige sig med, at parti var gået fra Reagan-fløjen til trumpisme og MAGA-bevægelsen.
Men i sommeren 2023 rystede han amerikanerne, da han stivnede i adskillige sekunder foran rullende tv-kameraer. Det virkede, som om McConnell var helt fraværende, og det fik amerikanerne til at tale om, at der burde være en aldersgrænse – for præsidenter, men også for senatorer.
Tidligere i 2023 var han også sygemeldt i seks uger efter et fald i hjemmet. Da han endelig kom tilbage til Washington, faldt han på vej ud af flyet i Reagan National Airport.
Derfor kom det måske heller ikke som et stort chok, da Mitch McConnell i februar annoncerede, at han stopper til november efter mere end 40 års tro tjeneste i Senatet og efter 17 år som partiets leder.
Og den kolde luft mellem Trump og McConnell er nu forduftet.
Sådan lød meldingen fra den 82-årige leder af Senatet.
»Vi havde et meget positivt møde, han (Donald Trump, red.) og jeg fik mulighed for at tale en smule. Vi gav hånd nogle gange, han fik mange stående ovationer. Det var et helt igennem positivt møde,« sagde Mitch McConnell ifølge mediet Politico efter mødet.
Mødet fandt sted ved den republikanske nationalkomité, National Republican Senatorial Committee.
Ifølge Politico sagde en anonym kilde efter mødet, at Trump havde sagt, at det republikanske parti bliver nødt til at være forenet og ikke hakke på hinanden, hvis det skal vinde præsidentvalget i november.