Trump mødes med Netanyahu: Vil han give tostatsløsningen dødsstødet?

Får Israel grønt lys til at bygge nye bosættelser når USAs præsident Donald Trump i dag møder Israels premierminister Benjamin Netanyahu? Og får tostatsløsningen dødsstødet af de to ledere?

Fem tidligere amerikanske ambassadører i Israel siger onsdag, at manden, som præsident Donald Trump har udpeget til den vigtige diplomatiske position, er ukvalificeret. Fold sammen
Læs mere
Foto: HANDOUT

MELLEMØSTEN: For to uger siden havde USAs præsident Donald Trump ingen officiel politik i spørgsmålet om Israels bosættelser på Vestbredden.

Efter Israel i slutningen af januar 2017 annoncerede omkring 6000 nye boligenheder i bosættelserne på Vestbredden, udsendte Det Hvide Hus følgende pressemeddelelse:

»Mens vi ikke ser bosættelser som en forhindring for fred, kan opførelse eller udvidelse af nye bosættelser måske ikke være nyttig til opnåelse af det mål.«

Ikke nyttige

I et interview til det israelske dagblad Israel Hayom, gentog Donald Trump i begyndelsen af denne uge, at bosættelserne ikke er »nyttige« i bestræbelserne på at opnå fred. Men han sagde ikke, som Barack Obama og EU, at bosættelserne er en forhindring for fred.

I dag møder han Israels premierminister Benjamin Netanyahu i Washington, og det store spørgsmål er, om USA, siden pressemeddelelsen den 2. februar, har fastlagt en kurs over for Israels bosættelsespolitik, og ikke mindst den to-statsløsning mellem Israel og palæstinenserne, som USA har støttet siden 1990erne?

Israels bosættelsespolitik er det store omdrejningspunkt i debatten om to-statsløsningen, fordi palæstinenserne ser bosættelserne som en hindring for oprettelsen af en selvstændig palæstinensisk stat på Vestbredden. På den måde er bosættelserne og tostatsløsningen tæt forbundet.

Ifølge bureauet AFP, der citerer en kilde fra Det Hvide Hus, er USA med Donald Trump i spidsen, ikke længere så stor en tilhænger af tostatsløsningen, som USAs tidligere præsidenter har været.

»USA vil ikke insistere på en to-statsløsning,« siger kilden til AFP.

Og det får analytikere i Israel til at spekulere på, hvilken løsning USA så mener kan være den rigtige for Israel og palæstinenserne.

Det israelske dagblad Yediot Aharonot citerer en amerikansk kilde fra Trumps administration for at sige, at USAs mål er at skabe fred mellem Israel og palæstinenserne, og ikke nødvendigvis en tostatsløsning.

»Målet er fred, hvad enten det sker via en to-statsløning, eller andre måder, som parterne enes om,« siger kilden til Yediot Aharonot.
Yuval Steinitz, der er Israels vicepremierminister, kalder i et interview med radiostationen Reshet Bet, mødet mellem Trump og Netanyahu for et møde af »historisk betydning.«

Ifølge Steinitz er det Iran, der er øverst på dagsordenen på mødet. »Jeg tror ikke Trump er særligt optaget af bosættelserne lige nu. Freden med palæstinenserne er ikke relevant lige nu. Der er ingen palæstinensisk partner for fred i øjeblikket,« siger han til Reshet Bet.

»Vi vil bygge på Vestbredden«

Yuval Steinitz siger, at Trump slet ikke er optaget af de israelske bosættelser, og at han i stedet fokuserer på Iran og Nordkorea.
»Alle forstår, at vi vil bygge på Vestbredden og i Østjerusalem. Jeg tror ikke, vi har brug for USAs tilladelse. Barack Obama pressede os, og nu det pres er væk,« siger han.

Den tyske kansler Angela Merkel aflyste i denne uge et møde med repræsentanter fra den israelske regering på grund den israelske regerings nylige vedtagelse af den såkaldte »reguleringslov,« der giver tilladelse til at bygge bosættelser på privatejet palæstinensisk jord. En lov, som EU har fordømt.

Ifølge Caroline Glick, der er kommentator for det israelske dagblad Jerusalem Post vil størstedelen af mødet mellem Netanyahu og Trump handle om Iran og den atomaftale, som Iran indgik med det internationale samfund i 2015. Og ikke om Israel og palæstinenserne.

»Det er rigtigt, at Trump og USA overhovedet ingen interesse har i palæstinenserne. Hvis Trump og Netanyahu kunne undgå at tale om bosættelserne, ville de gøre det,« siger hun til den israelske radiostation Reshet Bet.