USA's præsident, Donald Trump, mener, at hans forhold til Benjamin Netanyahu er rigtig godt, på trods af at den israelske premierminister har afvist en amerikansk-støttet plan for fred i Gaza.

Det sagde Trump som svar på et spørgsmål, der blev råbt af en journalist i slutningen af et arrangement i Det Hvide Hus mandag aften dansk tid.

- Forholdet er rigtig godt, sagde han ifølge nyhedsbureauet AFP.

Efter over en uge med mere og mere kritik udtalte Netanyahu søndag direkte, at han er imod Gaza-planen, som Trumps fredsråd, det såkaldte "Board of Peace", har fremlagt.

Trump præsenterede i september sidste år en plan for våbenhvile mellem den militante gruppe Hamas og Israel. I fredsplanen var 20 punkter, heriblandt oprettelsen af "Board of Peace".

Den nye plan, som blev fremlagt i juli, indeholder 15 punkter. Den opfordrer Israel til at begynde at trække sine soldater tilbage, i takt med at Hamas afrustes.

Planen fik støtte af Hamas, men søndag lød det fra Netanyahu, at Israel ikke kunne acceptere aftalen.

- Nu siger jeg det igen: Israel afviser dokumentet på 15 punkter, sagde Netanyahu ifølge Times of Israel.

Netanyahu har været premierminister siden 2022, men havde også embedet fra henholdsvis 2009 til 2021 og 1996 til 1999. Det gør ham til Israels længst siddende leder.

Han står over for et vanskeligt genvalg den 27. oktober, eftersom han står lige med andre kandidater eller er bagud i meningsmålingerne. Det skriver AFP.

Det er landets første valg siden et angreb fra Hamas den 7. oktober 2023, hvor krigen i Gaza begyndte.

Meningsmålinger viser, at Gaza-planen er upopulær blandt Netanyahus højreorienterede vælgerbase, og yderligtgående højrefløjsmedlemmer af hans regering havde opfordret ham til at droppe den.

Indtil for nylig førte Netanyahu valgkamp på styrken af sit forhold til Trump. Præsidenten har ifølge AFP taget hidtil usete skridt i den amerikanske støtte til Israel, herunder at flytte den amerikanske ambassade til Jerusalem.

USA og Israel angreb i fællesskab Iran den 28. februar.

Trump og Netanyahu gled dog efterfølgende fra hinanden, fordi Trump ønskede en våbenhvile og en afslutning på konflikten, der har fået hans popularitet til at dale og oliepriserne til at eksplodere.

RITZAU