Når USAs præsident, Donald Trump, ikke længere har mulighed for at tweete fra sin Twitter-konto, vil han forsøge at mobilisere højrefløjen andre steder.

Det vurderer kommunikationsrådgiver Troels Johannesen, efter Twitter fredag besluttede at lukke Donald Trumps Twitter-konto med 88 millioner følgere – og dermed også, hvad der hidtil har været præsidentens primære talerør.

Troels Johannesen tror blandt andet, at »trumpismen vil fortsætte« på de amerikanske medier Parler og MeWe, der ofte er platform for udveksling af konspirationsteorier og højrenationalistiske synspunkter.

»Han når ikke samme rækkevidde som på Twitter, men det vil klart være muligt for Trump og hans familie at komme ud med deres budskaber og mobilisere tilhængere af de højrenationalistiske synspunkter, der i forvejen er til stede på platformene,« vurderer han.

Beslutningen om at lukke Donald Trumps Twitter konto kommer i kølvandet på onsdagens hændelser i Washington D.C., hvor Trump-støtter stormede Kongressen. Fem mennesker, herunder en betjent, mistede livet under optøjerne.

I et blogindlæg skriver Twitter, at de har lukket præsidentens profil @realDonaldTrump permanent, fordi de frygter konsekvenserne af hans tweets:

»Efter en grundig gennemgang af nye tweets fra @realDonaldTrump-profilen og deres kontekst, har vi suspenderet brugeren permanent på grund af risikoen for yderligere tilskyndelse til vold.«

Twitter begrunder desuden nedlukningen af profilen med, at der »allerede er planer om fremtidige bevæbnede protester, som er begyndt at sprede sig både på og uden for Twitter – inklusive et forslag om et angreb på USAs Kongres og statslige bygninger 17. januar 2021«.

Udfordringen ved medier som Parler eller MeWe er, at der ikke er samme regulering af indholdet som på eksempelvis Facebook og Twitter. Der florerer ofte flere debatter, som ikke er moderet for voldsomme synspunkter eller falske påstande.

Derfor vil disse medier være mulige platforme til at mobilisere protesterne, vurderer ekspert. Især den ekstreme højrefløj bruger Parler til at koordinere aktioner – også den mod Kongressen i onsdags, hvor det meste af planlægningen ifølge FBI netop foregik på Parler.

»Der vil opstå nye superstjerner, som er små i begyndelsen, men måske kan mobilisere endnu flere senere. Det kan betyde, at man får delt befolkningen endnu mere op alt efter, hvilke medier de bruger, og at de højrenationalistiske og ekstreme miljøer kan bruge de her tjenester til at udbrede deres synspunkter,« mener Troels Johannesen.

De vil dog være svært for Trump at komme bredt ud med sine synspunkter, for nicheplatformene har ikke samme mediebevågenhed, påpeger han.

Google Play har sagt nej til medie

Kommunikationsrådgiver Benjamin Rud kalder lukningen af Trumps Twitter-konto for »en genetablering af mediebilledet som før Trump tweetede første gang«.

»I otte år har Trump fået lov at gå uden om et redaktionelt filter og smide så mange vilde tweets afsted, at han fuldstændig har drejet medierne i sin egen retning. Det er slut nu,« mener Benjamin Rud Elberth.

»Nu ser vi en Trump med mundkurv på, der er nødt til at gå igennem et journalistisk kvalitetsfilter. Han har ikke andre muligheder, og han er trængt op i en krog, når hans sendemast er taget fra ham,« siger han.

Heller ikke rådgiver og ekspert i sociale medier, Astrid Haug, mener, det er sandsynligt, at Trump kan opnå samme talerør et andet sted.

»Mediet Parler har brugere, der tilhører et ekstremt højreorienteret miljø, og der vil han ikke få råbt lige så mange op. Noget af det, Trump kan lide, er at være provokerende, skabe konflikter og opmærksomhed omkring sig selv og sin person – det vil være svært på nichemedier, hvor en meget lille gruppe er til stede,« fremhæver hun.

Google Play har allerede reageret ved at suspendere Parler fra deres app, så det ikke længere er muligt for deres brugere at downloade det sociale medie.

Hvis det bliver en platform til at opildne til vold og sammenstød, som man så det i onsdags, vil der blive sagt fra, vurderer Astrid Haug:

»Hvis Parler bliver et sted, hvor der ikke er begrænsninger på voldelige opfordringer, hate-speech og misinformation, eller man ser, at nogle af de optøjer, der sker i den fysiske verden, bliver organiseret her, så vil Apple eller andre techudbydere være nødt til at sige fra.«

Samme vurdering har Troels Johannesen, der peger på, at det kan ende med at lukke platformene, hvis der stilles krav til, at de skal moderere deres indhold. Det har de ofte ikke ressourcerne til.

Også Benjamin Rud Elberth er overbevist om, at vi vil se andre mindre sociale medier være tvunget til at lukke ned for Trump og hans tilhængere, hvis han skulle forsøge at mobilisere sig her.

»Trumps eneste mulighed er nu, at han enten må slutte fred med pressen og gå igennem dem, eller også må han starte sit eget sociale medie, der er lige så slagkraftigt som Twitter, og det kan ikke lade sig gøre.«