Weekendens drøftelser om en våbenhvile i Gaza og udveksling af gidsler og fanger har været meget succesfulde - og de skrider hurtigt frem.

Det skriver USA's præsident, Donald Trump, sent søndag aften i et opslag på Truth Social.

- De tekniske teams mødes igen mandag i Egypten for at gennemgå og afklare de sidste detaljer. Jeg har fået at vide, at den første fase bør blive afsluttet i denne uge, og jeg beder alle om at handle hurtigt (move fast, red.), skriver præsidenten.

Forhandlingerne mandag vil finde sted i den egyptiske ferieby Sharm el-Sheikh og ventes at være yderst afgørende for fremtiden i Gaza.

- Jeg vil fortsætte med at overvåge denne århundrede gamle "konflikt". Tiden er afgørende, ellers vil der følge massiv blodudgydelse - noget ingen ønsker at se, skriver Trump søndag aften.

Tidligere søndag meldte den militante bevægelse Hamas i en udtalelse, at Khalil al-Hayya, som er chefforhandler for Hamas, er ankommet til Egypten sammen med en delegation.

En israelsk delegation rejser til Sharm el-Sheikh mandag, oplyste Israels premierminister Benjamin Netanyahus kontor søndag ifølge nyhedsbureauet AFP.

Ifølge Reuters vil den israelske delegation være ledet af Israels minister for strategiske anliggender, Ron Dermer.

Trump har desuden sendt to udsendinge til Egypten for at deltage i forhandlinger om en afslutning på krigen. Det drejer sig om hans svigersøn Jared Kushner og USA's særlige udsending i Mellemøsten, Steve Witkoff.

Trump fremlagde mandag i denne uge en plan på 20 punkter for fred i Gaza. Dens første fase handler om løsladelse af de tilbageværende gidsler i Gaza og løsladelse af fængslede palæstinensere i Israel.

USA's udenrigsminister, Marco Rubio, udtalte sig tidligere søndag også om forhandlingerne. Her udtalte han i udsendelsen "Meet the Press" hos NBC News sig ifølge Reuters, om de 48 tilbageværende gidsler i Gaza. 20 af dem menes fortsat at være i live.

- Vi vil meget hurtigt vide, om Hamas mener det seriøst eller ej, ud fra hvordan de her tekniske samtaler forløber med hensyn til logistikken, sagde han.

/ritzau/