Trump melder klar til nyt møde med Kim Jong-un

Vi har et godt forhold og vil nok holde et møde mere, siger Trump, der har fået et nyt brev fra Kim Jong-un.

Trump og Kim Jong Un ved deres historiske møde i Singapore i juni 2018. Der kommer nok et møde mere, siger den amerikanske præsident onsdag. Saul Loeb/Ritzau Scanpix Fold sammen
Læs mere

Den amerikanske præsident, Donald Trump, siger, at han netop har modtaget et "godt brev" fra Nordkoreas øverste leder, Kim Jong-un.

- Vi har virkelig etableret et rigtigt godt forhold. Vi holder nok et møde mere, siger Trump under et regeringsmøde onsdag.

Tidligere på dagen skrev Trump på sin foretrukne kommunikationskanal, Twitter, at Nordkorea har lovet, at det ikke vil fremstille eller teste atomvåben, og at landet heller ikke vil give disse våben til andre.

Meldingen fra præsidenten kommer efter, at Kim Jong-un i sin nytårstale har sagt, at hvis Nordkorea fortsat skal være en villig forhandlingspartner, så skal Vesten fjerne sanktionerne mod landet.

Sker det ikke, vil landet genoverveje sin strategi i de igangværende forhandlinger om landets atomvåben, sagde Kim.

- Hvis USA ikke holder sine løfter, som man har givet foran hele verden, kan vi være nødt til at finde en ny vej til at beskytte vores uafhængighed og interesser, lød det fra Kim Jong-un i talen.

Han og Trump mødtes i juni, hvor de underskrev en aftale med en vag tekst om, at den nordkoreanske halvø skal være atomvåbenfri. Det er ikke specificeret, hvordan og hvornår det vil ske.

Opfølgende forhandlinger er tilsyneladende gået i stå.

Trump hævder, at hans engagement i Nordkorea-konflikten har hjulpet med at afværge noget, der "kunne have været Tredje Verdenskrig".

/ritzau/AFP