USA's præsident, Donald Trump, svarer bekræftende på et spørgsmål om, hvorvidt han er klar til at indføre nye sanktioner mod Rusland på grund af krigen i Ukraine.
- Ja, jeg er, svarer han ifølge nyhedsbureauet AFP i en kort udtalelse uden for Det Hvide Hus søndag.
Trump, der ifølge nyhedsbureauet Reuters var på vej ud af Det Hvide Hus for at se mændenes finale i tennisturneringen U.S. Open, uddybede ikke yderligere.
Men det er det hidtil tætteste, han er kommet på at antyde, at han er på nippet til at skærpe sanktioner mod Rusland eller de lande, der køber olie af Rusland, skriver Reuters.
Der er ikke umiddelbart noget svar fra Det Hvide Hus på spørgsmål om, hvilke tiltag præsidenten konkret overvejer.
Trump har flere gange truet med sanktioner, men har angiveligt ikke villet gøre alvor af truslerne, så længe der var samtaler i gang om en fred i Ukraine.
Men siden 15. august, hvor Trump mødte den russiske præsident, Vladimir Putin, har Rusland kun optrappet sine angreb på Ukraine.
Natten til søndag gennemførte Rusland sit hidtil største luftangreb mod Ukraine, siden Rusland invaderede nabolandet i februar 2022.
Fire mennesker blev dræbt i det omfattende angreb, der også ramte regeringskontorer i Ukraines hovedstad, Kyiv, og satte dem i brand.
Rusland har ikke vist tegn på, at landet vil stoppe sine angreb mod Ukraine, selv om USA forsøger at få en aftale om våbenhvile eller fred på plads.
USA's særlige udsending til Ukraine, Keith Kellogg, erkender da også søndag ifølge Reuters, at det seneste angreb "ikke er et signal om, at Rusland ønsker en diplomatisk afslutning på krigen".
- Rusland ser ud til at optrappe med det hidtil største angreb i krigen, som har ramt den ukrainske regerings kontorer i Kyiv, skriver han på X.
Ukraines præsident, Volodymyr Zelenskyj, siger i sin daglige tale til ukrainerne søndag, at han regner med et kraftigt amerikansk svar på det massive russiske angreb på Ukraine.
- Det er vigtigt, at der kommer en bred reaktion fra vores partnere på dette angreb i dag, siger Zelenskyj.
- Vi regner med et stærkt svar fra USA.
Torsdag sagde Trump, at der "vil ske noget", hvis USA er utilfreds med Ruslands fremfærd i forhold til Ukraine.
Den amerikanske præsident har tidligere udtrykt frustration over, at det ikke har været muligt at stoppe kampene i Ukraine.
I valgkampen op til præsidentvalget i november 2024, hvor Trump blev genvalgt til sin anden embedsperiode, sagde han, at han ville kunne stoppe krigen i løbet af 24 timer.
/ritzau/Reuters