Flávio Bolsonaro kan opholde sig i USA, så længe han vil, efter sidste uges nederlag ved præsidentvalget i Brasilien.

Det siger USA's præsident, Donald Trump, lørdag ifølge nyhedsbureauet Reuters.

Fra sit hjem i Palm Beach i delstaten Florida siger Trump desuden, at han ikke har planer om at mødes med Bolsonaro.

Bolsonaro flygtede efter sit valgnederlag til USA. Han ankom onsdag med privatfly til Florida, hvor han rejste anklager om valgsvindel og betegnede sig selv som Brasiliens sande præsident.

Den 45-årige højrefløjspolitiker fik 48 procent af stemmerne i anden runde af præsidentvalget i Brasilien.

Den siddende præsident, Luiz Inácio Lula da Silva, blev genvalgt til en ny periode med 52 procent af stemmerne.

Dagen efter sit valgnederlag sagde Bolsonaro i en video på Instagram, at det føderale politi i Brasilien havde inddraget hans pas, og at han havde fået forbud mod at forlade landet.

Det skete som led i en sag, hvor han er mistænkt for korruption og hvidvask.

I en ny video på Instagram fredag sagde Bolsonaro, at han er udsat for forfølgelse i sit hjemland.

USA's udenrigsminister, Marco Rubio, blev lørdag ifølge nyhedsbureauet AP spurgt til, om Trump-administrationen har faciliteret Bolsonaros flugt til USA. Flugten gik via Argentina og Ecuador.

- Vi har ikke faciliteret noget som helst.

- Vi fik besked om, at han var ankommet til USA. Han havde tidligere haft et visum, og præsidenten traf en beslutning om at lade ham rejse ind i landet, siger Rubio til AP.

Forud for valget i Brasilien havde Donald Trump ikke officielt meldt ud, hvilken af kandidaterne han støttede. Ifølge AP havde Bolsonaro dog Trumps stiltiende støtte.

USA's præsident har tidligere kritiseret Brasiliens genvalgte præsident, Lula, og retsforfølgelsen af Flávio Bolsonaros far, Brasiliens ekspræsident Jair Bolsonaro.

Jair Bolsonaro afsoner i øjeblikket en straf på 27 års fængsel, efter at han i 2025 blev dømt for planer om at gennemføre et kupforsøg mod Lula efter et nederlag i præsidentvalget for fire år siden.

RITZAU