Trump-lejren er bekymrede over nye donortal: »Det er åbenlyst ikke en god ting«
Et større fald i antallet af nye donorer skaber republikansk bekymring for, at entusiasmen for Donald Trump er dalende.

Et større fald i antallet af nye donorer skaber republikansk bekymring for, at entusiasmen for Donald Trump er dalende.

Der er markant færre donorer, der betaler penge til Donald Trumps valgkamp i dette valgår sammenlignet med Donald Trumps tidligere forsøg på at blive præsident.
Tal, som Financial Times er i besiddelse af, viser, at det lykkedes Trump-kampagnen at tiltrække 516.000 donorer i sidste halvår af 2023.
Det er cirka 200.000 færre donorer end i andet halvår af 2019 – sidste gang Trump stillede op til det amerikanske præsidentvalg.
I den republikanske lejr skaber det frygt for, at entusiasmen for Trump er dalende blandt de republikanske vælgere og donorer.
»Det er åbenlyst ikke en god ting,« siger en medarbejder hos Trumps valgstab til Financial Times.
Medarbejderen understreger, at de »røde advarselslamper« endnu ikke blinker, men at Trump har travlt med at skaffe donorer og penge.
Den mangeårige republikanske strateg Eric Wilson siger, at faldet i donortallet kan være »endnu et tegn på donortræthed«.
Det er ekstremt dyrt at føre præsidentvalgkamp, og desuden skal Trump bruge penge til at finansiere sine mange retssager.
Joe Biden har færre donorer end Donald Trump – 473.000 mod Trumps 516.000.
Til gengæld betaler Bidens donorer større summer. Biden formåede at indsamle cirka 1,4 milliarder kroner i andet halvår af 2023 mod Trumps 1,3 milliarder kroner.
Antallet af personer, der donerer til Bidens valgkamp, er dobbelt så højt som i samme periode i 2019, hvor det endnu ikke var afgjort, at han ville blive den demokratiske kandidat.
Ser man på bookmakernes vurderinger og de seneste meningsmålinger, er Trump stadig snæver favorit til at vinde præsidentvalget i november, hvis han – som ventet – skal op mod Joe Biden.
De fleste landsdækkende målinger i februar – som skal tages med et gran salt så tidligt i valgkampen – viser, at Trump fører med tre-seks procentpoint over Joe Biden.