Vil du lytte videre?
Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.
Allerede abonnent? Log ind
Skift abonnement
Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.
Hov, giv os lov at afspille podcasten. Den er klar, når du har klikket ‘Tillad alle’
Den kommende amerikanske præsident, Donald Trump, langer igen ud efter det kinesiske styre på Twitter.
Det sker, efter at Kina lørdag har indvilget i at aflevere en amerikansk drone tilbage, som var blevet opfanget i Det Sydkinesiske Hav.
- Vi bør fortælle Kina, at vi ikke vil have den drone tilbage, som de stjal. Lad dem beholde den, skriver den kommende præsident på Twitter.
Det var et krigsskib fra Kinas flåde, der beslaglagde en amerikansk undervandsdrone i internationalt farvand i Det Sydkinesiske Hav.
Beslaglæggelsen fik USA til at klage over kineserne og bede dem levere dronen tilbage.
Undervandsdronen blev ifølge amerikanerne opsamlet af kineserne torsdag i det omstridte hav ud for Filippinerne.
Det skete, lige inden et amerikansk skib skulle til at hente dronen op fra havbunden.
Dronen blev brugt til at indsamle data om blandt andet havets saltholdighed, temperatur og sigtbarhed. Den koster ifølge Pentagon 150.000 dollar - godt en million danske kroner - og benytter sig ikke af hemmelig teknologi.
Kina har i forbindelse med drone-sagen beskyldt USA for at piske en stemning unødvendigt op.
Donald Trump har tidligere i forbindelse med den samme sag langet ud efter kineserne på Twitter.
- Kina stjæler en af den amerikanske flådes droner til research i internationalt farvand - flår den op af vandet og tager den med til Kina, skrev Trump lørdag.
Kina har i årevis egenhændigt krævet retten til omkring 80 procent af Det Sydkinesiske Hav i en zone i nærheden af Filippinerne, Malaysia og Vietnam.
USA og andre lande afviser at acceptere Kinas territorialkrav.
/ritzau/