Trump lægger pres på skoler for at genåbne: Nu svarer to topuniversiteter med søgsmål

Harvard University og Massachussets Institute of Technology har fremsat søgsmål mod Trump-regeringen. De føler, at præsidenten trods tiltagende coronasmitte presser på for at få dem til at genåbne den fysiske undervisning.

Præsident Donald Trump taler nu for at genåbne amerikanske skoler og uddannelsesinstitutioner – også selv om antallet af nye smittede synes at vokse dag for dag. Fold sammen
Læs mere
Foto: Kevin Lamarque/Reuters/Ritzau Scanpix

»Ordren kom uden varsel – dens grusomhed er kun overgået af dens hensynsløshed.«

Sådan indledes pressemeddelelsen fra Harvard Universitys præsident, Larry Bacow, ifølge CNN. Bacow taler om den beslutning, som den amerikanske immigrationsmyndighed, ICE, har truffet, og som nu kan tvinge udenlandske studerende i USA til at forlade landet.

Hvis studerende modtager undervisning online, må de ikke blive i landet, og de fleste studerende på de amerikanske universiteter modtager netop nu onlineundervisning som følge af coronakrisen.

Det gør de også på Harvard, som nu sammen med Massachusetts Institute of Technology (MIT) har fremsat et søgsmål mod Donald Trump-regeringen.

De to universiteter mener, at Trump-regeringen forsøger at presse dem til at genstarte klasseundervisningen på et tidspunkt, hvor dette ikke er sundhedsmæssigt forsvarligt:

»Det sker på et tidspunkt, hvor USA dagligt sætter nye rekorder med hensyn til antallet af nye smittede. Landet har registreret flere end 300.000 nye smittede siden 1. juli.«

MITs præsident, L. Rafael Reif, skriver i en pressemeddelelse, at beslutningen besværliggør de internationale studerendes liv og bringer deres akademiske arbejde i fare.

»Vores internationale studerende har nu mange spørgsmål – om visum, helbred, deres familier og deres muligheder for at arbejde videre mod en MIT-uddannelse,« skriver MIT-præsidenten ifølge CNN i sin pressemeddelelse:

»Usagt, men umiskendeligt er der også et andet spørgsmål: Er jeg velkommen? På MIT er svaret utvetydigt ja,« skriver han.

Dyre retningslinjer

Donald Trump har den seneste uge presset på for at få landets skoler og højere læreanstalter til at genåbne i løbet af efteråret, til trods for at antallet af nye smittetilfælde i flere amerikanske delstater er stigende. Onsdag rundede USA tre millioner smittede, og flere end 132.000 er nu døde med covid-19.

Det amerikanske center for sygdomskontrol og -forebyggelse, Centers for Disease Control and Prevention (CDC), har udfærdiget en række anbefalinger til, hvad skolerne skal gøre for at kunne genåbne sikkert. Onsdag erklærede Donald Trump sig uenig i dem.

Retningslinjerne er »meget hårde og dyre«, skrev præsidenten på Twitter. Et par timer senere lød det fra vicepræsident Mike Pence, at CDC i næste uge vil udsende nye retningslinjer, som »ikke vil være for hårde«.

Ifølge The New York Times har CDC hidtil blandt andet anbefalet, at skoler, der holder åbent, sørger for at fastholde regler om social afstand, installerer fysiske barrierer, hvor dette er muligt, øger desinficering og rengøring af skolefaciliteterne betydeligt, undgår mange elever i skolernes cafeteria og sikrer et godt ventilationssystem.

Bliver en elev syg med coronavirus, anbefales det, at alle skolens elever og ansatte sendes hjem i to til fem dage.

Senere onsdag pegede Donald Trump blandt andet på Danmark og andre nordeuropæiske lande som bevis for, at undervisningen kan genoptages uden risiko.

»I Tyskland, Danmark, Norge, Sverige og mange andre lande er skolerne åbne uden problemer,« skrev han på Twitter.

»Demokraterne tror, at det vil være politisk dårligt for dem, hvis amerikanske skoler åbner inden valget i november, men det er vigtigt for børnene. Måske bliver finansieringen strøget, hvis ikke de åbner!«

Ansvaret for skolerne ligger i de enkelte delstater, og det er derfor i praksis uklart, hvad præsidenten reelt kan gøre for at få dem genåbnet. Også finansieringen af uddannelser ligger primært hos delstaterne, men den føderale regering giver et tilskud.