USAs præsident, Donald Trump, har underskrevet et dekret, der har til formål at fjerne »antiamerikansk ideologi« fra museer i landet.

I dekretet bliver vicepræsident J.D. Vance beordret til at fjerne »upassende, splittende og antiamerikansk ideologi« fra museer og andet, der hører under kulturinstitutionen Smithsonian.

Foruden flere store museer hører også flere institutioner, der beskæftiger sig med uddannelse og forskning, og en stor zoologisk have under Smithsonian.

Vance er i kraft af sin rolle som vicepræsident medlem af bestyrelsen i Smithsonian, som blev etableret af Kongressen i 1846.

Trumps dekret indeholder også en ordre til den amerikanske indenrigsminister, Doug Burgum.

Han skal sørge for at genrejse monumenter og statuer, der er blevet fjernet i de seneste år. Ifølge dekretet er de blevet fjernet for at »fastholde en falsk ændring af historien« eller for at »nedgøre nogle historiske personer eller begivenheder«.

Ifølge Trump er der i det seneste årti opstået en tendens i USA, hvor historien er blevet skrevet om for at passe ind i en ideologi frem for at afspejle sandheden.

Ideologien sætter race i centrum, skriver Trump i dekretet. Ifølge ham bliver Smithsonian i stigende grad påvirket af et fokus på netop race.

»Det skifte har fremhævet narrativer, der fremstiller amerikanske og vestlige værdier som skadelige og undertrykkende,« står der i Donald Trumps dekret.

Præsidenten blæste op til valget i efteråret til kamp mod »woke-kulturen«.

Begrebet woke eller wokeness bruges typisk om det at være bevidst om uretfærdighed i samfundet – blandt andet i forhold til racisme og sexisme.

Ifølge nogle konservative kan det føre til overdrevne hensyn.

Siden sin tilbagevenden til præsidentposten har Trump blandt andet beordret, at føderale arbejdspladser ikke længere skal tænke over kønsfordeling eller race og vise hensyn til forskelligheder i form af blandt andet seksualitet.

Trump har også underskrevet et dekret om, at staten USA opererer efter, at der kun findes to køn – mand og kvinde.

/ritzau/Reuters

Få overblikket hver morgen

Tilmeld dig nyhedsbrevet »Dagens overblik« og få de vigtigste historier direkte i din indbakke.

Jeg giver hermed tilladelse til, at Berlingske opdaterer mig på de vigtigste nyheder fra ind- og udland om politik samfund og kultur mandag-fredag kl.08.00. Jeg bekræfter desuden, at jeg er over 13 år, og at Berlingske Media A/S må opsamle og behandle de anførte personoplysninger til det ovennævnte formål. Oplysningerne kan indeholde annoncer fra tredjepart og i visse tilfælde blive delt med disse. I vores privatlivspolitik kan du læse mere om tredjeparter og hvordan du tilbagetrækker dit samtykke.