Det er en skam. Det er trist. Og det er synd for den kongelige familie.

Sådan lyder det ifølge AFP fra USA's præsident, Donald Trump, da han torsdag aften dansk tid udtaler sig om anholdelsen af Andrew Mountbatten-Windsor, der er lillebror til Storbritanniens kong Charles og tidligere prins.

- Jeg synes, det er en skam. Jeg synes, det er meget trist. Jeg synes, det er så skidt for den kongelige familie. Det er meget, meget trist, siger Trump til journalister om bord på præsidentflyet "Air Force One".

Andrew Mountbatten-Windsor blev anholdt torsdag morgen i England i en sag om muligt embedsmisbrug i forbindelse med hans relation til den nu afdøde amerikanske seksualforbryder Jeffrey Epstein.

Andrew Mountbatten-Windsor har været tilbageholdt af britisk politi indtil torsdag aften, hvor han er blevet løsladt fra en politistation i Aylsham nord for Norwich i det østlige England.

Han er dog stadig under efterforskning, lyder det i en udtalelse fra politiet i Thames Valley, som står for efterforskningen.

Det fremgår ikke, om der er rejst sigtelse mod den tidligere prins, og hvad han i så fald konkret er sigtet for.

Andrew Mountbatten-Windsor mistede alle sine officielle titler efter aftale med kong Charles i efteråret 2025.

Tre år tidligere blev han frataget retten til at blive tiltalt "hans kongelige højhed", og han havde trukket sig fra sine kongelige forpligtelser.

Baggrunden var dels hans relation til Jeffrey Epstein, dels beskyldninger om overgreb fra den australske kvinde Virginia Giuffre.

Den daværende prins Andrew indgik et forlig med Giuffre i 2022. Han er aldrig blevet dømt og har aldrig erkendt at have begået overgreb mod hende.

Giuffre blev ifølge sine egne forklaringer udnyttet af Jeffrey Epstein, da hun var mindreårig, og fortalte, at hun i den forbindelse blev udsat for overgreb af prins Andrew, der var venner med Epstein.

Virginia Giuffre begik selvmord i foråret 2025.

/ritzau/