USA's præsident, Donald Trump, ville aldrig have sendt det amerikanske militær ind i Grønland.

Det siger han natten til torsdag dansk tid på et vælgermøde i byen Bullhead City, der ligger på grænsen mellem de amerikanske delstater Arizona og Nevada.

Det viser livesendinger fra blandt andet PBS News fra stedet.

- Jeg fik en masse kritik fra "fake news"-medierne dengang, de sagde: "Sikke en forfærdelig måde at tale om Grønland på, det her er forfærdeligt!"

- Kan I huske, at de troede, jeg ville sende mit militær ud for at angribe Grønland? Det ville jeg ikke, siger Trump.

Talen, som Trump afholder, varer godt halvanden time.

I løbet af talen kommer han ind på adskillige emner, heriblandt Venezuela, krigen i Iran, kritik af Demokraterne og hans valgløfte om at give 5000 dollar til alle voksne amerikanere, hvis Republikanerne vinder midtvejsvalget.

Og han kommer altså også ind på Grønland.

- Det var ejet af Danmark, et meget godt land, et godt og smukt land. Men det ligger ret langt væk, og vi ligger lige ved siden af. Og det er et enormt stykke land, det er meget større end Texas.

- Det er bare endnu en ting, som vi kan lægge på vores smukke tallerken, siger Trump.

Det er her, at den amerikanske præsident nævner Venezuela.

- Der kommer hele tiden flere ting på vores tallerken. Hvad med Venezuela? Dér klarer vi os også ret godt, siger han.

Amerikanske soldater rykkede i begyndelsen af året ind i præsidentboligen i Venezuela og tog den daværende præsident Nicolas Maduro til fange. Efterfølgende har USA indgået aftaler om olie med den fungerende regering.

Danmark, Grønland og USA indgik i slutningen af september en ny aftale om USA's forhold til Grønland.

Aftalen er en ændring og udvidelse af forsvarsaftalen fra 1951 mellem de tre parter.

Den bekræfter samtidig Kongeriget Danmarks suverænitet over Grønland og anerkender det grønlandske folks ret til selvbestemmelse.

Trump skrev onsdag morgen dansk tid på sit sociale medie, Truth Social, at man gør klar til at udføre en større undersøgelse efter olie, gas og mineraler i Grønland.

Grønland har dog efterfølgende afkræftet, at man er tæt på en massiv efterforskning af olie i Grønland.

Det danske udenrigsministerium har desuden slået fast, at hvis USA skal efterforske olie og andre råstoffer i Grønland, skal det ske inden for rammerne af grønlandsk lovgivning.

RITZAU