- Vi kan ikke lade vanvittige mennesker få atomvåben. Det er vigtigere end noget andet.

Sådan lyder det fra USA's præsident, Donald Trump, på et pressemøde efter Nato-topmødet i Ankara.

Her blev han spurgt til, hvad der vil ske, efter han tidligere onsdag meddelte, at han ikke længere anser et forståelsespapir mellem USA og Iran for at være gældende.

- Jeg er ikke sikker på, at jeg vil lave en aftale med Irans ledere, sagde Trump, der dermed såede ny tvivl om, hvorvidt USA og Iran vil formå at afslutte konflikten.

Trump afviser dog samtidig, at krigen med Iran dermed vil begynde igen.

- Nej, jeg tror ikke, at den vil starte igen. Jeg tror, at det vil gå meget hurtigt. De har ramt et par skibe. Så vi har ramt dem meget hårdere.

- Når de rammer, så rammer vi dem ti gange hårdere. Vi har meget bedre udstyr, end de har. Vi taler deres sprog. Alt, hvad der kommer til at ske, vil være overstået meget hurtigt, siger Trump.

Han afviser samtidig bekymringer om, at oliepriserne vil stige som følge af udsigten til nye uroligheder mellem USA og Iran.

- Det her vil være overstået meget hurtigt, for vi har fået alle de skibe ud af Hormuz-strædet, siger Trump.

Flere tankskibe er kommet ud af det vigtige stræde, men situationen er dog fortsat anspændt.

Tidligere onsdag fik den amerikanske præsident derfor hurtigt oliepriserne til at stige og aktierne til at falde, da han tilsyneladende vendte ryggen til forståelsespapiret mellem USA og Iran.

Papiret danner grundlag for fredsforhandlinger mellem de to parter.

Trump kaldte tidligere onsdag yderligere forhandlinger med Iran for "tidsspilde".

- Efter min mening er det forbi. Jeg ønsker ikke at beskæftige mig med dem mere, sagde Trump som svar på et spørgsmål fra en journalist.

Trump har dog ikke endeligt lukket døren for forhandlingerne. Derfor er det fortsat et åbent spørgsmål, hvad der vil ske i konflikten.

Trump udelukker samtidig ikke, at USA vil gennemføre nye angreb på Iran natten til torsdag.

RITZAU