En diplomatisk rammeaftale - eller et såkaldt aftalememorandum - om fred mellem USA og Iran er stort set forhandlet på plads.

Det skriver USA's præsident, Donald Trump, på Truth Social.

- En aftale er i vid udstrækning blevet forhandlet på plads med forbehold for den endelige færdiggørelse mellem USA, Iran og flere andre lande, skriver Trump.

Ifølge ham indebærer aftalen blandt andet, at Hormuzstrædet vil blive genåbnet.

- De sidste aspekter og detaljer i aftalen bliver i øjeblikket drøftet og vil blive offentliggjort inden længe.

Men ifølge det iranske nyhedsbureau Fars forbliver Hormuzstrædet under iransk styre, skriver nyhedsbureauet Reuters.

Det lyder, at Iran betragter Trumps udmelding om en genåbning som "ufuldstændig og uforenelig med virkeligheden".

Trump skriver videre i sit opslag på Truth Social, at han netop har haft et opkald med en række politiske ledere i Mellemøsten, herunder Saudi-Arabiens kronprins og emiren i De Forenede Arabiske Emirater.

Også Pakistans hærchef, Asim Munir, deltog ifølge Trump i samtalen. Pakistan mægler i konflikten mellem Iran og USA.

- Uafhængigt af det havde jeg en samtale med premierminister Benjamin Netanyahu fra Israel, som ligeledes forløb meget fint, skriver Trump.

Irans regering har sent lørdag aften lagt et opslag op på det sociale medie X. Heri lyder det, at Asim Munir har mødtes med den iranske præsident, Masoud Pezeshkian.

I en video tilknyttet klippet står Pezeshkian som afsender på budskabet om, at "vi kæmper for vores rettigheder, men skal være ekstremt forsigtige med USA".

USA og Israel indledte 28. februar det, der skulle blive til flere ugers omfattende luftangreb mod Iran.

En midlertidig våbenhvile har været gældende siden 8. april.

Kilder sagde tidligere lørdag til avisen Financial Times, at de forhandlere, der skal have de sidste detaljer på plads i aftalen mellem Iran og USA, er tæt på en aftale om at forlænge våbenhvilen med 60 dage.

/ritzau/