Donald Trump er blevet anklaget for at være optaget af at føre krig, men i hans egne øjne er han en person, der vil stoppe krige.

Det siger USA's præsident mandag i en tale i Israels parlament, Knesset.

Han er på besøg i Israel for at markere aftalen om våbenhvile i Gaza, hvor USA har været en af mæglerne mellem Israel og Hamas-bevægelsen.

Som led i aftalen har Hamas mandag frigivet de resterende 20 levende gidsler. Det er noget, som Trump mange gange har opfordret til, og han siger i sin tale, at det føles godt at kunne sige, at de nu er hjemme igen.

Det er også en del af aftalen, at Israel skal løslade omkring 1900 palæstinensere, der enten er tilbageholdt eller afsoner domme i Israel.

Det er første gang siden 2008, at en amerikansk præsident taler til det israelske parlament.

Trump roser i talen flere af sine medarbejdere, og han sender også rosende ord efter Israels premierminister, Benjamin Netanyahu.

Og så fremhæver han altså også sig selv.

Han er blevet anklaget for at have en personlighed, der handler om at føre krig, siger han.

- Min personlighed handler faktisk om at stoppe krige, og det ser ud til at virke, siger han.

Forud for talen blev der i parlamentet delt røde kasketter ud. Påtrykt er ordene "Trump, fredspræsidenten".

Donald Trump har flere gange tidligere fremhævet sig selv som en præsident, der er optaget af at skabe fred.

Der er ikke nogen endelig fredsaftale på plads mellem Israel og Hamas, men Trump er overbevist om, at der kommer fred.

Solen stiger over et helligt land, hvor der endelig er fred, siger han.

- Du er ikke længere i krig, Bibi, du kan godt være lidt venligere, tilføjer Trump henvendt til Benjamin Netanyahu, hvis kælenavn er Bibi.

Ikke længe efter at Trump havde indledt sin tale i Knesset, blev han afbrudt af tilråb fra et parlamentsmedlem fra venstrefløjen.

Han blev ført ud af salen.

Billeder viser, at han holdt et skilt op med ordene "anerkend Palæstina".

En lang række lande anerkender en selvstændig palæstinensisk stat, men hverken USA eller Israel er blandt dem.

Israels krigshandlinger i Gaza er blevet mødt af stor kritik af det internationale samfund. Særligt de store civile tab og at Israel har blokeret for nødhjælp, er blevet kritiseret, og en uafhængig FN-kommission har vurderet, at Israel har begået folkedrab mod palæstinenserne.

Det er ikke noget, som Trump i sin tale kommer ind på.

Han fremhæver i stedet, at palæstinenserne bør vende sig væk fra vold.

- Valget for palæstinenserne kunne ikke være klarere. Det her er deres chance for at vende sig væk fra terror og vold for evigt, siger han.

Præsidenten slutter sin tale af med en bemærkning om, at han støtter Israel.

- Jeg elsker Israel, og jeg er med jer hele vejen. Gud velsigne USA, Israel og Mellemøsten, siger han.

/ritzau/