»Hvad vil du helst have, at jeg ved om din oplevelse?«
Det er ét af de fem punkter, man kan se på et foto af en notesblok, som den amerikanske præsident, Donald Trump, havde i hænderne, da han onsdag lyttede til vidnesbyrd fra skoleskyderiet i Parkland, Florida til et arrangement i Det Hvide Hus.
Billedet af Donald Trumps forberedte spørgsmål, der er taget af Getty Images fotografen Chip Somodevilla, viser tre ud af de fem punkter håndskrevet med sort tusch:
»1. Hvad vil du helst have, at jeg skal vide om din oplevelse?«, »2. Hvad kan vi gøre for at hjælpe dig med at føle dig sikker« og »5. Jeg hører dig«.
Den amerikanske præsident så ikke ud til at bruge de synlige punkter på blokken under arrangementet, hvor landets våbenpolitik også blev diskuteret, men han anlagde en følsom tone og sagde, at han sørgede over ofrene.
»Vi kæmper hårdt for jer, og vi stopper ikke. For mig at se kunne der ikke være sket noget værre end det, I har været igennem,« sagde Trump ifølge det amerikanske medie CNN og fortsatte:
»Tak for at dele ud af jeres hjerter, fordi verden ser på, og vi kommer til at finde en løsning«
Massakren på 14 elever og tre lærere på en high school i Florida, der er blandt de mest dødelige skoleskyderier i USA's historie, har på mange måder sat gang i et buldrende ungdomsoprør i landet.
Efter den første sorg over tragedien har skarpe, velformulerede og oprørte unge fra gymnasiet sat en hidtil uset national protestbevægelse i gang mod præsident Donald Trump og Kongressen, som de vil have til at stramme landets omstridte våbenlov.
Under mødet med de pårørerende i Det Hvide Hus lagde præsident Donald Trump også op til et par markante justeringer af våbenlovgivningen. Trumps forslag rummer både stramninger og lempelser.
Han sagde blandt andet, at han ønsker at fjerne våbenfri zoner ved landets skoler, og at han støtter en idé om, at lærere med særlig træning kan være bevæbnede i skoletiden.
Der har været næsten 300 skoleskyderier i USA siden 2013, og alene i det nye år er antallet oppe på 17, skriver den amerikanske interesseorganisation Everytown for Gun Safety i en opgørelse.