USA's præsident, Donald Trump, har til journalister reageret på udtalelser fra regeringsleder og formand for Naalakkersuisut Jens-Frederik Nielsen.

Trump ved ikke, hvem Jens-Frederik Nielsen er - men hans udtalelser om, at Grønland vælger Danmark frem for USA, vil blive et stort problem, lyder det fra den amerikanske præsident.

Det skriver mediet Bloomberg sent tirsdag aften dansk tid.

- Det er deres problem. Jeg er uenig med dem. Jeg ved ikke, hvem han (Jens-Frederik Nielsen, red.) er, jeg ved ikke noget om ham, men det kommer til at blive et stort problem for ham, siger Trump, da han af journalister bliver spurgt til sagen.

Trump uddyber ikke umiddelbart, hvad han mener med, at det vil blive et stort problem for den grønlandske regeringsleder.

Jens-Frederik Nielsen sagde tidligere tirsdag på et pressemøde, at Grønland står i sin egen ret og ikke vil være en del af USA, men Danmark.

- Vi står i en geopolitisk krise. Hvis vi skal vælge mellem USA og Danmark her og nu, så vælger vi Danmark. Vi vælger Nato, Kongeriget Danmark og EU, sagde den grønlandske regeringsleder.

Han kaldte også støtten fra Europa og Danmark for "helt afgørende".

Onsdag rejser udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen (M) og Grønlands minister for udenrigsanliggende, Vivian Motzfeldt, til USA.

Her skal de mødes med USA's vicepræsident, J.D. Vance, og USA's udenrigsminister, Marco Rubio, i Det Hvide Hus i Washington D.C.

Donald Trump har længe udtrykt ønske om at overtage Grønland, og over de seneste måneder er spændingerne mellem Danmark, Grønland og USA taget til.

Trump har ikke afvist at bruge amerikansk militær for at nå målet om kontrol over Grønland.

Fredag kommer en delegation bestående af i alt otte senatorer og medlemmer af Repræsentanternes Hus desuden til København for at mødes med repræsentanter fra den danske og grønlandske regering samt erhvervsledere.

Det har den demokratiske senator Chris Coons' kontor oplyst.

Det forventes, at flere deltagere vil tilslutte sig delegationen, lød det

/ritzau/