USA's præsident, Donald Trump, vil have et storstilet luftforsvar mod missiler klar på amerikansk jord, inden han afslutter sin præsidentperiode i begyndelsen af 2029.

Det siger han på et pressemøde tirsdag, hvor han præsenterer sine planer for projektet.

Det skriver nyhedsbureauet Reuters.

De samlede omkostninger til projektet, der er blevet døbt »Golden Dome«, ventes at løbe op i 175 milliarder dollar svarende til godt 1150 milliarder kroner.

»Golden Dome vil beskytte vores land,« siger præsidenten tirsdag fra Det Hvide Hus.

Det skal først godkendes i Kongressen, inden det kan blive til virkelighed.

Kort efter sin indsættelse i januar underskrev Trump et dekret, der netop havde til formål at sætte gang i arbejdet med at bygge et amerikansk luftforsvar mod missiler i stil med den såkaldte Iron Dome, som Israels forsvar bruger.

Trumps projekt er dog meget mere omfattende og inkluderer et massivt antal satellitter til overvågning og nedskydning af missiler, skriver Reuters.

»The Golden Dome vil kunne stoppe missiller, også selvom de affyres fra den anden side af jorden og også hvis de affyres fra rummet,« siger præsidenten.

Under pressemødet siger Trump, at Canada har meldt sig på banen for at blive en del af hans planer. Derudover nævner han også, at delstaten Alaska skal være involveret.