Trump fyrer veteranernes minister efter skandalesag

USA's præsident Donald Trump har meldt endnu en fyring ud på Twitter, Italien øger sikkerhedsniveauet efter to terroranholdelser og så har Uber indgået forlig efter en kvinde blev dræbt af en selvkørende Uber-bil i Arizona. Her er nattens nyhedsoverblik fra det store udland.

Foto: Joshua Roberts. USA's præsident, Donald Trump, har fyret minister for sager angående krigsveteraner David Shulkin. REUTERS/Joshua Roberts/File Photo
Læs mere
Fold sammen

Trump fyrer veteranernes minister efter skandalesag

USA's præsident, Donald Trump, har fyret minister for sager angående krigsveteraner David Shulkin.

Det meddeler præsidenten sent onsdag aften dansk tid på Twitter.

Donald Trump har i samme forbindelse nomineret Ronny Jackson, som er læge i Det Hvide Hus, til posten som Shulkins afløser.

- Jeg er glad for at kunne berette, at jeg vil nominere den højt respekterede admiral Ronny L. Jackson som ny minister for sager angående krigsveteraner, skriver Donald Trump.

- Jeg er taknemmelig for Dr. David Shulkins tjeneste for vores land og for vores fantastiske veteraner, tilføjer præsidenten på Twitter.

Robert Wilkie, der er embedsmand fra forsvarsministeriet, får opgaven som fungerende minister, indtil Ronnie Jackson bliver godkendt til posten i Kongressen.

Fyringen kommer, efter at Donald Trump både har fyret sin nationale sikkerhedsrådgiver og udenrigsminister i løbet af den seneste måned.

Det har længe været ventet, at David Shulkin ville blive den næste, der måtte forlade Trumps kabinet.

Shulkin er anklaget for at have brugt 122.000 dollar af skatteydernes penge på en tur til Europa med sin hustru. Turen bød blandt andet på sightseeing og en tur til tennisturneringen Wimbledon.

David Shulkin er en af de eneste topembedsmand i Trumps administration, der også gjorde tjeneste under den tidligere præsident Barack Obama.

Ronny Jackson, der med Kongressens godkendelse skal afløse David Shulkin, var manden, der i januar annoncerede, at 71-årige Donald Trump var i en "fortræffelig" fysisk tilstand.

Efter at have offentliggjort resultatet af præsidentens lægeundersøgelse sagde Ronnie Jackson, at Trump "havde utrolige gener", og at "han var, som Gud havde skabt ham".

Med fyringen af Shulkin fortsætter den flittige udskiftning i Trumps kabinet og stab.

Ud over fyringerne af H.R. McMaster som national sikkerhedsrådgiver og Rex Tillerson som udenrigsminister har Donald Trumps økonomiske rådgiver Gary Cohn forladt Det Hvide Hus i løbet af den seneste måned.

Det skete i protest mod præsidentens planer om at indføre straftold på importeret stål og aluminium.

/ritzau/AFP

 

To terroranholdelser får Italien til at øge sikkerheden

Foto: Alessandro Di Marco. Italienske myndigheder har hævet sikkerhedsniveauet i landet efter at to terrormistænkte med mulig tilknytning til Islamisk Stat var blevet anholdt inden for de seneste 48 timer. Fold sammen
Læs mere

Italienske myndigheder har hævet sikkerhedsniveauet i landet.

Det skete sent onsdag aften, efter at to terrormistænkte med mulig tilknytning til Islamisk Stat var blevet anholdt inden for de seneste 48 timer.

Tirsdag blev en islamistisk lærer anholdt i den sydlige by Foggia under mistanke om at have indoktrineret små børn til jihad. Dagen efter blev en potentiel "ensom ulv" anholdt i Torino mistænkt for terrorplanlægning.

Som reaktion herpå har indenrigsminister Marco Minniti på et ekstraordinært møde i Rom bedt landets politistyrker om at "styrke kontrollen yderligere" ved turistområder og andre travle steder.

Det oplyser det italienske indenrigsministerium.

- Alle politistyrker og efterretningstjenester vil blive indsat på antiterrorfronten, oplyser ministeriet i en erklæring.

Meddelelsen kommer forud for pave Frans' påskefejring i Rom, der allerede bliver betragtet som en risikofyldt offentlighed begivenhed.

Anholdelsen af en 23-årig mand i Torino fandt sted, efter at han på internettet havde søgt på måder at udføre terrorangreb på.

Politichef i byen Francesco Messina fortæller, at manden for nylig havde søgt på, hvordan man udfører et terrorangreb som en "ensom ulv".

Han havde også søgt viden om, hvordan man knivstikker folk eller bruger lastbiler som angrebsvåben.

- Han skulle bestemt forhindres i at gøre skade, sagde politichefen på et pressemøde onsdag.

I et interview med avisen La Stampa giver indenrigsminister Marco Minniti flere detaljer om den anholdte lærer i Foggia. Ministeren kalder lærerens rekruttering af mindreårige for "meget skræmmende" og "uden fortilfælde i Vesten".

Indenrigsministeren sammenligner lærerens metoder med Islamisk Stats metoder i Syrien og Irak.

/ritzau/dpa

 

Trafikdræbt kvindes familie i Arizona indgår forlig med Uber

Foto: RICK SCUTERI. En bil passerer det sted, hvor en 49-årig kvinde for knap to uger siden blev dræbt af en selvkørende Uber-bil i Tempe, Arizona. REUTERS/Rick Scuteri Fold sammen
Læs mere

Kørselstjenesten Uber har indgået et forlig med familien til den 49-årige kvinde, der for knap to uger siden blev dræbt af en selvkørende Uber-bil i Tempe, Arizona.

Kvinden var i færd med at krydse en mørk vej, da bilen kørte ind i hende. Hun døde senere af sine kvæstelser.

Advokatfirmaet Bellah Perez i Glendale, Arizona, oplyser ifølge nyhedsbureauet Reuters, at aftalen er indgået mellem Uber og datteren og ægtefællen til den 49-årige Elaine Herzberg.

Det er ikke oplyst, hvor stort et beløb der er tale om.

Politiet i Arizona har frigivet en video, der viser Elaine Herzberg, lige før bilen rammer hende.

Bilen var selvkørende, men havde en person siddende bag rattet som backup.

Backup-chaufføren kigger dog ifølge politiet ned, da bilen rammer den 49-årige kvinde og virker chokeret over påkørslen.

Eksperter, der har set videoen, har tidligere sagt til nyhedsbureauet AP, at bilens sensorer burde have registreret kvinden og stoppet bilen i tide.

Uber valgte efter ulykken at stoppe alle test af selvkørende biler i både Arizona, Pittsburgh, San Francisco og Toronto.

På baggrund af interviews med tidligere ansatte i Uber skrev Reuters onsdag, at Uber i 2016 besluttede at udskifte de selvkørende Ford Fusion-biler med de nuværende Volvo XC90-testbiler. Samtidig blev antallet af sikkerhedssensorer skåret ned fra syv til en.

Sikkerhedssensorerne er designet til at opfange objekter hele vejen rundt om bilen. Men jo færre sensorer en bil har, jo flere blinde vinkler opstår der.

Med udskiftningen fra Ford til Volvo gik de selvkørende biler desuden fra at have syv radarer og 20 kameraer til ti radarer og syv kameraer på hver bil.

Det er endnu ikke opklaret, hvad der var årsag til dødsulykken 18. marts.

Det er derfor heller ikke muligt at vurdere, hvorvidt bilens sikkerhedssensor - eller mangel på samme - har spillet en rolle i ulykken, skriver Reuters.

/ritzau/

68 personer er døde i oprør og brand i fængsel i Venezuela

68 mennesker er døde under et fangeoprør og brand i et fængsel på en politistation i Valencia i det centrale Venezuela.

Det oplyser anklagemyndigheden ifølge nyhedsbureauet Reuters.

- Statsanklagerens kontor garanterer en grundig undersøgelse for omgående at slå fast, hvad der er sket under disse smertefulde hændelser, der har efterladt adskillige familier i sorg, skriver chefanklager Tarek William Saab på Twitter.

- I lyset af de forfærdelige hændelser, der har fundet sted på politiets hovedkvarter i Carobobo-staten, hvor 68 er omkommet - formentlig i en brand - har vi udpeget fire anklagere, der skal klarlægge disse dramatiske begivenheder, tilføjer han.

Fængsler i Venezuela er oftest overfyldte, og fangerne er lige så ofte i besiddelse af både narko og våben.

Fængselsoprør koster ofte adskillige menneskeliv i de venezuelanske fængsler, skriver Reuters.

Jesus Santander, talsmand i delstaten Carobobo, siger, at staten er i sorg efter de tragiske hændelser i Valencia.

- Retsmedicinere skal nu bekræfte antallet af døde, siger Santander.

Han tilføjer, at en politimand er blevet skudt i benet, men er i stabil tilstand. Brandfolk har nu kontrol over branden, der brød ud i fængslet.

Blandt de døde er to kvinder, der menes at have været på besøg i fængslet, da oprøret brød ud. Det skriver nyhedsbureauet AFP.

Pårørende forsøgte ifølge AFP at trænge ind på politistationen. Efter at en politibetjent blev såret af stenkast, anvendte betjentene tåregas mod menneskemængden.

/ritzau/