Trump »fortalte 71 løgne på en time«

Donald Trump har tvunget amerikanske medier til at vælge side. Ikke mellem ham og Clinton, men mellem kendsgerninger og løgn. Er det post-faktuelle samfund endelig gået for vidt?

De amerikanske medier retter åbenlyst Trump, når han ikke holder sig til sandheden, og det har ført til debat. Fold sammen
Læs mere
Foto: Scott Eisen
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Revolutionen vælger somme tider særprægede udtryk. Som nu f.eks. torsdag 2. juni i år.

Donald Trump talte ved et vælgermøde i Sacramento, og af en eller anden grund begyndte han at tale om Japan og atombomber. Han sagde, at han aldrig havde sagt, at Japan skulle have atomvåben. Aldrig. CNN kørte et indslag fra vælgermødet og med denne undertekst:

»Trump: Jeg har aldrig sagt, at Japan skulle have atomvåben (men det har han).«

Underteksten gav for alvor genlyd på Twitter, flere mente bl.a, at TV-produceren ville blive fyret på gråt papir, og andre mente, at CNN havde sat en erhvervspraktikant til at lege med underteksterne. For havde CNN ikke lige foretaget en direkte korrektion af en præsidentkandidat? Havde »the most trusted name in news« ikke lige foretaget et flyvende faktatjek?

Produceren blev ikke fyret, og CNN bukkede ikke beklagende ud af begivenheden - tværtimod har stationen dannet skole for, hvad der er blevet en trend i valgkampen. I forrige uge gik Trumps søn, Eric, f.eks. på skærmen hos CNN og hævdede, at hans far havde sagt undskyld til forældrene til en død krigshelt, ægteparret Khan. CNN kørte underteksten: »Trumps søn: Far har sagt undskyld til Khan (det har han ikke).« Et par dage senere fortalte Trump ved et vælgermøde, at han havde set en tophemmelig video, som afslørede, at Obama betalte 400 mio. dollar til Iran. MSNBC kørte følgende undertekst: »Trump: Jeg har set (ikke-eksisterende) video af Iran, som modtager penge.«

Post-faktualitet

Måske lyder det som småpenge i den store sammenhæng, at TV-stationerne holder politikerne i ørerne og fast på kendsgerningerne - men tænk blot tilbage på 2012.

I en TV-duel dengang hævdede den republikanske præsidentkandidat, Mitt Romney, at Obama ikke havde kaldt et angreb på det amerikanske konsulat i Benghazi for terror. »I 14 dage nægtede han at kalde det et terrorangreb,« sagde Romney. »Jeg kaldte det et terrorangreb,« protesterede Obama, Romney benægtede og til sidst greb ordstyreren, CNNs Candy Crowley, ind. Henvendt til Mitt Romney sagde hun: »Det gjorde han faktisk, sir.«

Det førte til en massiv opstandelse. Selv sagde Crowley, at hun ikke gjorde andet end hvad journalister skal gøre, men kritikerne stod i kø. Blandt republikanerne blev hun en hadeskikkelse, og den dag i dag taler aktivister stadig om, at Crowley kostede dem valget i 2012. Romney sagde selv senere bittert, at hun skulle have holdt sin mund: »Det er ikke en ordstyrers opgave at kaste sig ind i en debat og erklære en taber eller vinder på et bestemt område,« sagde han.

Dengang var diskussionen om »det post-faktuelle samfund« stadig i sin vorden - Berlingske skrev som det første danske medie i september 2012 om begrebet - og alverdens medier forsøgte at finde sine ben i debatten. Internettet og de sociale medier betød bl.a., at man kunne vælge sine egne kendsgerninger. Og hvis man f.eks. kun læste bestemte websites og fik sine nyheder fra Fox News, så var virkeligheden, at Obama aldrig havde brugt ordet »terrorangreb.« Men i den empiriske virkelighed brugte Obama faktisk ordet »terrorangreb« allerede dagen efter Benghazi og kontinuerligt derefter.

Så hvad skulle de etablerede medier gøre? Holde politikerne fast på kendsgerningerne? Eller lade dem sige, hvad de lystede og lade vælgerne selv sortere mellem skidt og kanel?

Candy Crowley-affæren viste, at svaret var alt andet end givet.

71 løgne

Fire år senere har Donald Trump imidlertid fremtvunget noget, der ligner et konsensus:

To plus to er fire, og kendsgerninger betyder noget. CNN og MSNBC kan uden en storm a la Crowley holde Trump fast på løgn og latin, og CNNs mediereporter Brian Stelter opfordrede f.eks. søndag sine kolleger til at slå hårdt ned på Trump og andre, som hævdede, at valget var fikset, og han skosede Fox News for ikke at gøre det. Uanset om man er enig eller ej med en kandidat, må ethvert medie med respekt for sig selv gå hårdt til en præsidentkandidat, som hævder, at et valg er fikset, for sådan en »påstand er farlig« og demokratisk undergravende, sagde Stelter.

Det er ikke kun TV-stationerne, som går i rette med den post-faktuelle virkelighed; aviser som New York Times og Washington Post korrigerer åbenlyst politikere, når de forbryder sig mod kendsgerningerne, og de gør det ikke i kommentarer, ledere eller særlige faktatjek, men i de journalistiske artikler, som nyhedsbloggen Gawker bl.a. har påvist.

Gawker fremhævede en forholdsvis rutinemæssig artikel fra New York Times, som refererede et angreb fra Trump mod Clinton. Avisen skrev: »Han angreb hende igen fejlagtigt for at ville forbyde retten til at bære våben, og han angreb hendes beslutning om at gå ind i Libyen. Trump støttede også dengang invasionen af Libyen.«

I 2012 gjorde New York Times ikke den slags; i stedet ville avisen og de øvrige medier have talt med en politisk modstander, som ville modsige Trump, påstandene ville stå over for hinanden, og den ene påstand ville se ud til at være lige så god som den anden, og læserne, lytterne og seerne kunne selv vælge.

Men ikke denne gang - og hvorfor ikke?

Forklaringen er formentlig Donald Trump. Han er post-faktualiteten i sin yderste potens, som sites som Huffington Post og Politico har optalt. Begge medier gennemgik forskellige Trump-taler med tættekam, og ifølge Huffington »løj Trump 71 gange på en time,« og ifølge Politico fortalte han hver femte minut så grov en løgn, at Politico ville være nødt til at dementere den, hvis webstedet havde skrevet den.

Allerede under det republikanske primærvalg begyndte de etablerede medier at korrigere ham, men dengang havde det mindre betydning, for den hårde kerne af konservative aktivister giver ikke en døjt for de pågældende medier; de får deres oplysninger fra deres egne, politisk segregerede - og ofte Trump-venlige - medier. Trump slap dermed afsted med usandhederne, også selv om f.eks. faktatjekkerne hos Politifact optalte, at ingen politiker siden 2007 har fortalt så mange usandheder som han.

Nu er USA så midt i den generelle valgkamp, og etablerede medier som CNN og de store aviser spiller en helt anden rolle, og Trumps sporadiske forhold til sandheden bliver en vigtig faktor.

Og post-faktualitet eller ej, kendsgerningerne er ikke døde; de er stadig kendsgerninger.