Saudi-Arabiens kronprins og reelle leder, Mohammed bin Salman, varsler investeringer for en billion dollar - 1000 milliarder dollar - i USA.

Det siger han under et besøg i Det Hvide Hus tirsdag.

Dermed overgår kronprinsen det løfte, han i maj gav den amerikanske præsident, Donald Trump, om investeringer for 600 milliarder dollar i USA.

Trump tog imod Mohammed bin Salman med en militær æresgarde, kanonsalutter og kampfly, der fløj hen over Det Hvide Hus, da den saudiske leder ankom tirsdag eftermiddag dansk tid.

Det er kronprinsens første besøg i Det Hvide Hus siden drabet på den kritiske journalist Jamal Khashoggi i 2018.

- Mange mennesker kunne ikke lide den herre, du taler om, siger Trump, da spørgsmålet om Khashoggi blev bragt op på et pressemøde med bin Salman i Det Hvide Hus tirsdag.

- Om du kan lide ham eller ikke lide ham, så sker ting. Men han (Mohammed bin Salman, red.) vidste ikke noget om det, siger Trump ifølge Washington Post, som den dræbte journalist skrev for.

- Og nu lader vi det ligge. Du skal ikke bringe vores gæst i forlegenhed ved at stille et sådant spørgsmål.

USA's efterretningstjenester konkluderede efter drabet i oktober 2018, at bin Salman havde godkendt bortførelse eller drab på Khashoggi, som havde skrevet kritisk om Saudi-Arabiens styre.

Drabet blev udført af saudiarabiske agenter på kongerigets konsulat i Istanbul i Tyrkiet.

Bin Salman afviste dengang at have godkendt operationen, men erkendte at have et ansvar som Saudi-Arabiens kronprins.

På tirsdagens pressemøde med Trump erkender han, at drabet var en "enorm fejltagelse".

- Det er smertefuldt, og det er en enorm fejltagelse, og vi gør vores bedste for, at det ikke sker igen, siger bin Salman tirsdag.

Den varme velkomst, som kronprinsen modtog i Washington D.C. tirsdag, er endnu et tegn på, at forholdet mellem verdens største økonomi og verdens største olieeksportør igen er godt.

Ud over store milliardinvesteringer ventes bin Salman og Trump desuden at drøfte samarbejder om sikkerhed og på atomområdet.

Det er på forhånd ikke ventet, at det vil lykkes Trump at opnå et gennembrud vedrørende en mulig saudiarabisk normalisering af forholdet til Israel.

Det har længe været Trumps drøm at indlemme det magtfulde kongerige i den gruppe af lande, der har normaliseret relationen til Israel.

Men efter Israels to år lange offensiv i Gazastriben, der har kostet over 69.000 palæstinensere livet, er der ikke umiddelbart udsigt til, at Trump får sit ønske opfyldt, mener iagttagere.

/ritzau/Reuters