Trump-forbindelser tvinger russisk popstjerne til at aflyse USA-turné

Emin Agalarovs rolle i det kontroversielle Trump Tower-møde i 2016 betyder, at han nu ikke tør optræde i USA.

Emin Agalarov stillede i 2012 op til Det Europæiske Melodi Grand Prix for Aserbajdsjan. Han har været gift med den aserbajdsjanske præsidents datter. Fold sammen
Læs mere
Foto: Jörg Carstensen/Ritzau Scanpix

Emin Agalarov skulle have optrådt i New York i den kommende weekend. Det skulle have været begyndelsen på en miniturné i Nordamerika.

Nu har den russiske popstjerne besluttet at aflyse sin rejse til USA, hvilket skyldes, at han frygter at blive anholdt på baggrund af sine forbindelser til Donald Trumps valgkampagne i 2016, skriver Bloomberg.

Den 39-årige russer arrangerede et møde i Trump Tower i New York midt under valgkampen i 2016, som nu er centralt i den særlige anklager Robert Muellers undersøgelser af russisk indblanding i præsidentvalget.

Agalarovs rolle i mødet er en smule kompliceret, så følg godt med:

Popstjernen bad sin daværende publicist, Rob Goldstone, om at arrangere et møde mellem Trumps stab og den russiske advokat Natalia Veselnitskaya. Forud for mødet blev Donald Trumps søn, Trump Jr., tilbudt »smuds« om den demokratiske præsidentkandidat, Hillary Clinton.

Under mødet 9. juni med den russiske advokat deltog Donald Trumps svigersøn, Jared Kushner, daværende kampagnechef, Paul Manafort, samt Donald Trump Jr.

Mødet har interesseret Robert Muellers undersøgelseshold siden begyndelsen af deres arbejde.

Popstjernen Emin Agalarov oplyser, at han er klar til at svare på ethvert spørgsmål fra de amerikanske undersøgere. Han frygter dog, at de amerikanske myndigheder vil anholde ham, såfremt han kommer til USA.

»Jeg har en følelse af, at amerikanerne ikke har nogle intentioner. At de på grund af dette anti-Rusland-hysteri har et ønske om at gøre mig – en kendt person – til en del af et show,« sagde Emin Agalarov ifølge Bloomberg, da han forklarede om baggrunden for sin aflysning af USA-turneen.

Sangeren er søn af den russiske milliardær og ejendomsmogul Aras Agalarov, som er Donald Trumps tætteste forretningskontakt i Rusland, og som blandt andet har sørget for, at Donald Trump i 2013 kunne afholde sin verdensomspændende skønhedskonkurrence, Miss Universe, i Moskva.

Her lykkedes det tilmed Emin Agalarov at overtale Donald Trump til at deltage i en af hans musikvideoer – Donald Trump dukker op sidst i videoen.

Sidste år lagde Demokraternes hovedkontor sag an mod Agalarov – både far og søn – som de anklagede for at samarbejde med Trumps kampagne.

Emin Agalarovs advokat oplyser ifølge Bloomberg, at popstjernen har været i kontakt med Robert Muellers kontor og undersøgelseskomiteer i Kongressen. Det er dog ikke lykkedes at indgå en aftale om, at Agalarov kan vidne frivilligt i USA.