Trump flytter permanent fra New York til Florida

Trump mener, at politikerne i New York har behandlet ham dårligt, selv om han har betalt millioner i skat.

USA's præsident, Donald Trump, ejer allerede et resort med navnet Mar-a-Lago i byen Palm Beach i Florida. (Arkivfoto). Kevin Lamarque/Reuters Fold sammen
Læs mere

New York City. USA's præsident, Donald Trump, flytter sin registrerede adresse fra New York til Florida.

Her skal den sydøstlige kystby Palm Beach være præsidentens nye domicil, skriver Trump på Twitter.

Donald Trump har indtil nu haft sin permanente adresse i en lejlighed på 721 Fifth Avenue i Trump Tower i New York City.

Præsidenten begrunder flytningen med, at byen ikke har behandlet ham godt.

- På trods af at jeg hvert år har betalt millioner af dollar i skat til byen og staten, er jeg blevet behandlet dårligt af byens og statens politiske ledere, skriver Trump på Twitter.

New Yorks guvernør, Andrew Cuomo, har svaret igen, skriver NBC News.

- Held og lykke. Trump betalte alligevel ikke skat her. Værsgo, Florida, skriver Cuomo i en pressemeddelelse

Donald Trump ejer allerede et resort ved navn Mar-a-Lago i Palm Beach i Florida.

Ifølge det amerikanske medie The New York Times viser retsdokumenter, at det også bliver Trumps nye residens.

Trump har tidligere brugt huset som et tilflugtssted fra østkystens kolde vintre.

Siden han blev præsident, har han tilbragt 99 dage i resortet. Det er 79 dage mere, end hvad præsidenten har tilbragt i Trump Tower i New York City, skriver NBC News.

Retsdokumenter viser derudover, at Trump officielt skiftede residens allerede i september.

/ritzau/