Ron DeSantis, som er guvernør i den amerikanske delstat Florida, har mandag sat sin underskrift på en lov, der omdøber lufthavnen Palm Beach International Airport til President Donald J. Trump International Airport.
Før lufthavnens navn officielt kan blive ændret, skal der indsendes en formel anmodning til lufthavnsmyndigheden Federal Aviation Administration (FAA).
Myndigheden skal så behandle ændringen i forskellige flyve- og navigationsdatabaser, og lufthavnens skilte skal udskiftes.
Trump, som er født i New York, boede i en penthouselejlighed i skyskraberen Trump Tower i New York City, inden han i 2019 flyttede til Florida.
Her har han siden haft sin primære bopæl på resortet Mar-a-Lago. Det ligger i West Palm Beach.
I sidste uge fremsatte Brian Mast, som er republikansk medlem af Repræsentanternes Hus i Kongressen, et forslag om at ændre trebogstavskoden for Palm Beach International Airport fra PBI til DJT, som er Trumps initialer.
Lufthavnen vil blive det seneste ud af en række bygninger, institutioner og krigsskibe, som får den amerikanske præsidents navn.
Det amerikanske finansministerium meddelte i sidste uge, at amerikanske pengesedler fra sommeren af vil bære Trumps underskrift. Det vil ifølge Reuters være første gang, at en siddende præsidents underskrift er på amerikanske kontanter.
Sidste år godkendte Florida desuden en plan om at donere en ejendom i centrum af storbyen Miami til at være Trumps såkaldte præsidentbibliotek.
Eric Trump, som er søn af Donald Trump, har på det sociale medie X kommenteret lufthavnens navneændring.
Her takker han blandt andet Ron DeSantis.
Ifølge det lokale medie NBC Miami håndterer lufthavnen årligt omkring 8,6 passagerer.
/ritzau/Reuters
