Trump erkender at Iran-krig spillede rolle i valgnederlag
I sine første offentlige udtalelser efter valget fokuserer Trump mere på sine byggeprojekter end nederlaget.

I sine første offentlige udtalelser efter valget fokuserer Trump mere på sine byggeprojekter end nederlaget.

USA's præsident, Donald Trump, erkender, at det i det store og hele er rigtigt, at krigen i Iran var medvirkende årsag til Republikanernes valgnederlag ved tirsdagens midtvejsvalg.
- Jeg vil mene, at det i vid udstrækning er sandt, for det sendte benzinprisen en smule op på kort sigt, siger han i de første offentlige udtalelser efter valget.
Han siger videre, at krigen "var det værd", fordi den ifølge ham forhindrer, at Iran udvikler et atomvåben.
- Iran-tingen blev vi nødt til at gøre, og vi fortsætter med at gøre det, understreger præsidenten.
Få timer inden havde hans vicepræsident, J. D. Vance, skrevet i et længere opslag på X, at Iran-krigen var den primære årsag til, at Republikanerne tabte valget.
Trump siger, at han har det fint med Vances opslag, hvor vicepræsidenten lægger afstand til den upopulære krig.
- Jeg kan godt sige jer, at hvad angår krigen, ville jeg ikke have gjort noget anderledes, siger Trump.
Onsdag gentager han desuden sin påstand om, at hvis han havde været på stemmesedlen, havde Republikanerne vundet valget. Noget tilsvarende sagde han på valgaftenen tirsdag.
På et spørgsmål om, hvorvidt der kan komme endnu en rigsretssag mod ham, nu hvor Demokraterne har flertal i Kongressen, svarer Trump, at det vil "ødelægge" Demokraterne, hvis de stiller ham for en rigsret.
Præsidenten havde dog tilsyneladende ikke indkaldt pressen for at tale om Republikanernes valgnederlag eller konsekvenser af det.
I stedet talte han primært om sine byggeprojekter, især den kommende balsal ved Det Hvide Hus.
Blandt andet kom han ind på, hvilken type marmor der bruges. Det skriver New York Times.
Tidligere lå østfløjen på det, der nu er en byggeplads. Men Trump rev den historiske fløj ned for i stedet at bygge en balsal, som han hævder, at der er mere behov for.
RITZAU