USA's præsident, Donald Trump, siger, at der er en god chance for en aftale mellem Rusland og Ukraine efter de seneste samtaler mellem USA og Ukraine i den amerikanske delstat Florida.
Det siger Trump til journalister om bord på præsidentflyet Air Force One natten til mandag dansk tid.
- Ukraine har nogle vanskelige små problemer, siger Trump og henviser til en korruptionssag, der i slutningen af november fik den ukrainske præsident, Volodymyr Zelenskyjs stabschef, Andrij Jermak, til at trække sig fra posten.
- Men jeg tror, at der er en god chance for, at vi kan indgå en aftale, siger Trump videre.
Efter flere timers forhandlinger, som begge parter kaldte produktive, lød det søndag aften fra USA's udenrigsminister, Marco Rubio, at der stadig mangler at blive udført en del arbejde.
- Det er sensitivt. Det er kompliceret, sagde han.
Mødet finder sted, forud for at USA's særlige udsending Steve Witkoff besøger Ruslands præsident, Vladimir Putin, i Moskva tirsdag.
- Der er mange dele, der kan rykke sig, og der er naturligvis en anden part involveret her, som skal være en del af ligningen. Det fortsætter senere på ugen, når Witkoff rejser til Moskva, sagde Rubio.
En kilde i den ukrainske delegation beskrev samtidig samtalerne i Florida som "ikke nemme".
En unavngiven kilde, der er bekendt med udviklingen, fortæller, at "amerikanerne virkelig ønsker, at de endelige punkter bliver aftalt" forud for samtalerne mellem USA og Rusland i Moskva.
USA fremlagde tidligere i november et udkast til en fredsplan på 28 punkter, der var udarbejdet uden input fra hverken Europa eller Ukraine. Efter kritik fra både Europa og Ukraine er udkastet blevet modificeret.
Det er fortsat uklart, hvad det nye udkast indeholder.
/ritzau/AFP
