Trump er klar til endnu et shutdown om tre uger – og overvejer i mellemtiden undtagelsestilstand

Uanset hvad har Trump tænkt sig at rejse den grænsemur, han siden 2016 har lovet sine vælgere. Også selv om det betyder national undtagelsestilstand, siger han.

USAs præsident, Donald Trump, fastslår, at han ikke vil tøve med at erklære national undtagelsestilstand, hvis ikke der bevilliges penge til grænsemuren mod Mexico. Fold sammen
Læs mere
Foto: Brendan Smialowski/AFP/Ritzau Scanpix

Selv om USAs præsident, Donald Trump, er gået med til midlertidigt at genåbne det amerikanske statsapparat, har han ikke tænkt sig at opgive kravet om en grænsemur mod Mexico.

Nu overvejer han igen, om han kan erklære national undtagelsestilstand for at få de 5,7 milliarder dollar, som det vil koste at rejse muren, skriver The Washington Post.

»Jeg tror, vi har en god chance. Og hvis ikke vi kan det, må vi erklære undtagelsestilstand. For det er, hvad det er. Det er en national krise,« fortalte præsidenten, da han genåbnede regeringen fredag efter 35 dages såkaldt »shutdown«.

Republikanerne og Demokraterne har siden december siddet i fastlåste forhandlinger om et budgetforlig for 2019. Republikanerne vil ikke vedtage et budget uden 5,7 milliarder dollar øremærket til en grænsemur, og Demokraterne vil på den anden side ikke bakke op om et budget, der allokerer penge til en mur.

Nedlukningen, der varede fra 22. december til 25. januar, var den længste nogensinde i amerikansk historie og ramte 800.000 offentligt ansatte. Og der kan altså komme en ny allerede 15. februar, hvis ikke Republikanerne og Demokraterne når frem til et kompromis, som Trump kan bakke op om. Det fortalte præsidenten i et interview med The Wall Street Journal søndag.

»Det er bestemt en mulighed,« sagde præsidenten om risikoen for en ny nedlukning.

Mens 17 medlemmer af begge Kongressens kamre – Senatet og Repræsentanternes Hus – er blevet udvalgt til en forhandlingskommission, der skal nå frem til en immigrationsaftale, har Trump sagt, at han ikke tror, de vil finde en løsning, som han kan bakke op om.

»Jeg tror personligt, at der er mindre end 50 procents sandsynlighed for, at de vil nå frem til en aftale, men der er mange gode mennesker i kommissionen,« siger han til The Wall Street Journal.

Uanset hvad har Trump tænkt sig at rejse den grænsemur, han siden 2016 har lovet sine vælgere. Også selv om det betyder, at han må erklære national undtagelsestilstand, lyder det over for The Wall Street Journal.

Det er tidligere under nedlukningen kommet frem, at Trumps regering har undersøgt, hvordan en undtagelsestilstand kan betale for grænsemuren.

Det er blandt andet blevet undersøgt, om Det Hvide Hus kan tage penge fra en pulje på 13,9 milliarder dollar, der i 2018 blev øremærket til katastroferamte områder – såsom Puerto Rico, der blev ramt af orkanen Maria – og bruge dem på grænsemuren i 2019 i stedet.

Men flere Republikanere er imod den tanke. Senator Marco Rubio har på NBC News kaldt det for en »frygtelig idé«, fordi han er bange for, hvilket eksempel det kan sætte for fremtidige præsidenter. Samme budskab lyder fra senator Roy Blunt.

»Jeg er faktisk enig med præsidenten i, at barrierer ved grænsen og grænsesikkerhed er et vigtigt første skridt, men der kan komme en fremtidig præsident, som jeg ikke er enig med. En præsident, der synes, at noget andet kræver undtagelsestilstand,« siger Roy Blunt til Fox News.

Hvis Trump vælger at erklære undtagelsestilstand 15. februar, kan han både bruge det som et pressionsmiddel over for Demokraterne i forhandlingerne og samtidig sende et signal til sine kernevælgere om, at han vil gå langt for at opfylde sine valgløfter, skriver The Washington Post.