USA's præsident, Donald Trump, siger mandag, at han er åben over for et møde med Kinas præsident, Xi Jinping, og Ruslands præsident, Vladimir Putin.

Det skriver nyhedsbureauet Reuters.

Mødet kan ifølge Trump være fokuseret på atomafrustning.

- Vi ville afholde det for at drøfte atomvåben og atomafrustning, siger Trump og tilføjer:

- Hvis præsident Xi gerne vil have det (mødet, red.), så vil jeg også.

Meldingen fra den amerikanske præsident kommer, efter at Kreml tidligere på dagen sagde, at et sådant møde mellem de tre ledere potentielt kan finde sted i forbindelse med Apec-topmødet i Kina næste måned.

Det skrev AFP.

Apec står for Asia-Pacific Economic Cooperation og er en økonomisk og politisk samarbejdsorganisation.

Der er ifølge russerne ikke nogle konkrete forslag til dagsordenen på mødet. Kreml understregede desuden ifølge nyhedsbureauet, at der ikke kan indgås en aftale om en afslutning på krigen i Ukraine uden deltagelse fra ukrainsk side i mødet.

Forinden havde flere medier baseret på unavngivne kilder skrevet, at Putin skulle have foreslået et møde med Trump og Xi Jinping om Ukraine, og at det skulle være et forsøg på at nå frem til en afslutning på krigen, der vil være til Ruslands fordel.

Trumps seneste udtalelser og handlinger - blandt andet en suspendering af en stor sanktionspakke mod Rusland - har skabt bekymringer i Ukraine og hos landets allierede i Europa.

Den amerikanske præsident har de seneste uger langet ud efter Zelenskyj flere gange. Han har blandt andet sagt, at han helst ser ham udskiftet på posten som præsident.

Lignende gentog Trump mandag, at det måske var på tide for "Zelenskyj at finde en anden til at forhandle" for Ukraine.

RITZAU