Trump efter skyderier: Had har ingen plads i vores land

USA's præsident har talt med FBI og sin justitsminister om, hvad der skal til for at forhindre masseskyderier.

Præsident Donald Trump, der her ses sammen med USA's førstedame, Melania Trump, har drøftet med sin justtitsminister og med FBI, hvad der kan gøres for at forhindre flere masseskyderier, siger han. Nicholas Kamm/Ritzau Scanpix Fold sammen
Læs mere

Washington. - Had har ingen plads i vores land, siger USA's præsident, Donald Trump, efter skyderierne i Texas og Ohio.

I El Paso i Texas mistede 20 mennesker livet, da en bevæbnet mand lørdag gik ind i et Walmart-supermarked og skød omkring sig.

I Dayton, Ohio, blev ni mennesker dræbt i løbet af et minuts tid natten til søndag, inden politiet skød og dræbte gerningsmanden.

»Vi skal have det stoppet. Det har foregået i årevis i vores land«, siger præsidenten.

Han tilføjer, at han har talt med forbundspolitiet FBI, justitsminister William Barr og medlemmer af Kongressen om, hvad der kan gøres for at forhindre masseskyderier fremover.

»Måske skal der gøres mere«, siger Trump og tilføjer ifølge nyhedsbureauet dpa, at »det er også et problem, der handler om psykisk sygdom«.

Ud over tweets med tanker og bønner til ofrene og deres familier, er det Trumps første kommentar om skyderierne.

Præsidenten, der søndag udtalte sig til journalister i New Jersey, siger, at han mandag vil komme med en udtalelse om skyderierne.

Præsidenten har fået kritik fra en række af de demokratiske politikere, der håber at blive nomineret som Demokraternes præsidentkandidat - og dermed udfordrer til Trump - ved næste års præsidentvalg.

/ritzau/